Interview: VoxHall – 20 år med kærlighed til musikken

Nyheder – 30 august 2019

Mac DeMarco på VoxHall. Foto: Steffen Jørgensen

Det århusianske spillested, VoxHall, fejrer i denne uge 20-års fødselsdag. I den forbindelse fortæller Tom Fjederholt, der er leder og booker på VoxHall og Atlas, om musikglæde, kunsten at få internationale artister til Århus og om at være spillested i en tid med stigende konkurrence i livebranchen.

Det er 20 år siden VoxHall i Århus åbnede dørene. Dengang havde stedet netop skiftet navn fra Husets Musikteater og gennemgået en stor ombygning, og Tom Fjederholt, der i dag er leder og booker på stedet, var lige kommet til. Blot ti år senere blev VoxHall igen ombygget, og kapaciteten blev øget fra 500 til 700 publikummer, hvilket gjorde stedet til Århus’ næststørste spillested. I dag har VoxHall sammen med Atlas en skarp musikprofil, der især fokuserer på vækstlagets nye talenter og kunstnere fra alle hjørner af musikgenrespektret. Netop den del af bookingarbejdet, ligger Tom Fjederholt meget på sinde:

Vi finder vækstlaget og musikgenrerne inspirerende. Vi har fundet ud af, at vi er gode til at arbejde med det, som vi synes ligger uden for den kommercielle midte – det er der andre institutioner i Århus, der er bedre til end os. Det er ved at arbejde med den nyere musik, vi finder den største musikglæde”, siger Tom.

Samarbejde mellem danske spillesteder

Tom lader sig også inspirere af samarbejder med andre af landets spillesteder, når han booker musik til programmet. Her er der for eksempel en tæt dialog med det københavnske spillested, Alice, når der kommer et spændende verdensmusiknavn til landet. Det er dog ikke kun på musikområdet, VoxHall deler erfaringer med sine kollegaer i livebranchen. Blandt spillestederne i Århus er der også rig mulighed for at dele viden. Dels for at sikre de bedst mulige arbejdsforhold for de ansatte og de frivillige, men også i forhold til mere lavpraktiske ting, som at kunne opfylde krav og kriterier fra arbejdstilsynet.

Der kan vi jo lige så godt deles om de erfaringer, som er mulige, i forhold til løsninger, og bruge den sparringsplatform i forhold til, hvordan de forskellige regioner egentlig spiller ind i forhold til udfordringer”, forklarer Tom.

BAEST på VoxHall. Kilde: VoxHall

Svært at få internationale artister til Århus

Men selvom VoxHall har et godt samarbejde med andre af landets spillesteder, løser det ikke de største udfordringer for det århusianske spillested. Udfordringer, der bestemt ikke er nye, men som har eksisteret siden spillestedets begyndelse. Her er det især kunsten at få udenlandske artister til at vælge Århus til fremfor større byer som København, der udgør en vanskelig opgave. Her mener Tom at dialog med agenterne eller artisterne kan være vejen frem:

Vi skal jo vide, om en artist er tilgængelig, og det ved agenten i Danmark. Hvis agenten får at vide, at der kun er ét job, så er det jo ikke noget, vi bliver inkluderet i at byde ind på. Vi appellerer til agenterne og de bureauer, der er rundt omkring, primært i København. Vi synes jo de hele tiden skal bede om flere datoer”, siger Tom, der mener, at udfordringen også berører andre koncertarrangører:

"Jeg synes jo det handler om jyske koncertgængere, og at de får muligheden for at blive eksponeret for god musik. For os er det mere væsentligt at artisten kommer, end om artisten kommer i Musikhuset eller Train eller på Radar."
- Tom Fjederholt, leder og booker på VoxHall

Det handler jo isoleret set ikke kun om Atlas og VoxHall. Jeg synes jo det handler om jyske koncertgængere, og at de får muligheden for at blive eksponeret for god musik. For os er det mere væsentligt at artisten kommer, end om artisten kommer i Musikhuset eller Train eller på Radar. Det er ikke det essentielle for os. Det handler mere om, at der bliver skabt en tilgængelighed, der ikke altid indbefatter en lang transporttid til en koncert”.

Klausuler spænder ben for udbuddet

Udbuddet af internationale artister, der prioriterer et show i Århus frem for København, er dog kun en del af den problematik, som VoxHall arbejder med til daglig. Tom peger også på det stigende antal nye festivaler og de klausuler, der ofte findes i de festivalaktuelle artisters kontrakter, som er med til at presse markedet. Klausuler om eksklusivitet, hvor artisten ikke kan spille i nærliggende områder før eller efter festivalen i en vis periode, og det er en udfordring for spillesteder som VoxHall:

Jeg tror jo ikke det er noget festivalerne gør for at straffe spillestederne, men udfaldet bliver bare, at vores muligheder for at sidde og booke spændende upcoming artister bliver begrænsede. Det synes jeg er et kæmpe problem”, siger han.

Alligevel er arbejdet med musikprogrammet en del af det der gør, at Tom nyder at møde på arbejde hver dag, og det er stedets arbejdsparadigme, ”kærlighed til musikken”, der gennemsyrer alt, hvad der sker indenfor væggene af det århusianske spillested. Det er også det, der driver udviklingen af VoxHall som organisation og som spillested, hvor de frivillige ikke føler sig som ren arbejdskraft, men har ansvar og beslutningskompetencer på egne områder, og hvor musikprogrammet og bygningen hele tiden udvikler sig. Det håber Tom vil fortsætte:

Jeg håber VoxHall fortsat er i forandring og i bevægelse i de kommende år, så det VoxHall, der er der i dag, ikke er det samme om fem år”.

VoxHall inviterer lørdag den 31. august på deres speciallavede jubilæumsøl, ’Lost in Music’, og koncert med War Drums. Arrangementet er åbent for alle. Læs mere om arrangementet her.

Leder og booker, Tom Fjederholt. Foto: Steffen Jørgensen