Tuborgfondet giver tre millioner kroner til trængte spillesteder

Nyheder – 17 december 2020

Radar i Aarhus er blandt modtagerne. Foto af Rolf Meldgaard.

Tuborgfondets Musikhjælp sender godt tre millioner kroner afsted til 29 af landets spillesteder. Fondets initiativ ‘Build Live Music Back Better’ skal styrke udvikling, diversitet og nytænkning i livebranchen.

2020 har været et vanskeligt år for landets spillesteder, der har været udfordret på alle ledder og kanter. Netop derfor har Tuborgfondets Musikhjælp startet initiativet ‘Build Live Music Back Better’, som er et koncept, der skal styrke spillestederne, så de kommer stærkere ud af corona-pandemien.

Puljen er et vigtigt initiativ, der i den grad kommer spillestederne til hjælp i en mørk tid. Det forklarer Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live.

“Efter snart et år i skyggen af corona, er spillestederne for alvor pressede. Derfor er en pulje som denne med fokus på nye ideer og initiativer et vigtigt rygstød, der i den grad kan genstarte livemusikken.”

Konceptet ‘Build Back Better’ er primært målrettet vækstlagsinitiativer og aktiviteter i musikindustrien, som støtter udvikling, diversitet og nytænkning. Tuborgfondet støtter dermed idéer med et socialt, bæredygtigt fokus, som sikrer, at musikbranchen og livemusikken kigger fremad.

Læs mere om puljen og modtagerne i Tuborgfondets pressemeddelse