Tilgængelighedsprisen 2017: Livemusik for alle

Nyheder – 04 oktober 2017

Den 27. oktober hædrer Bevica Fonden og organisationerne bag projektet Volue spillesteder og festivaler, der i løbet af året har gjort en særlig indsats for at øge tilgængeligheden for gæster med bevægelseshandicap. Årets Tilgængelighedspris gives til et dansk koncertsted, der har taget dét ekstra skridt for at gøre den musikalske liveoplevelse tilgængelig for alle.

Bevica Fonden uddeler i alt 200.000 kroner til koncertsteder, der tager ansvar for at sikre lige adgang til musikalske oplevelser. Hovedprisen er 100.00 kroner og bliver overrakt af den danske sangerinde Nabiha, der mener, at musik har en ganske særlig evne til at samle mennesker: 

”Musikken taler et universelt sprog der intet har at gøre med status, udseende eller mobilitet. Musikken samler mennesker om en fælles følelse der rækker udover hverdagen. Netop derfor skal alle have adgang til den.”

Sangerinden Nabiha uddeler årets tilgængelighedspris i Den Sorte Diamant d. 27. oktober. Foto: Presse

Livemusik for alle
Bevica Fonden har siden 1872 arbejdet for at sætte tilgængelighed på dagsordenen, og deres arbejde mødes i disse år af en enorm velvilje fra det danske livemiljø. Og det skal fejres.

For at fejre årets mest tilgængelige spillesteder har den anerkendte elektroniske kunstner, Spejderrobot, komponeret et musikalsk værk særligt til lejligheden. For Spejderrobot, der går under det borgerlige navn Mikael Elkjær, handler tilgængelighed i høj grad om empati: ”Tilgængelighed er en kærlig tanke på min næste: hvad nu, hvis det var mig? Det peger på et fælles vilkår, at tilværelsen er skrøbelig for os alle.”

På scenen får Spejderrobot selskab af de to dansere, Tora Balslev og Cath Borch, der vil fortolke hans musik kropsligt. Cath Borch er født med spasticisme og sammen med dansepartneren udfordrer hun vores forstillinger om kropslige normer og begrænsninger.

Danserne Tora Balslev og Cath Borch står bag den anmelderroste forestilling Splastic.

Tilgængelighedsprisen uddeles i forbindelse med efterårets store livemusikkonference, Live Music Summit, som Dansk Live er afsender på. Konferencen løber af stablen d. 27. oktober i Den Sorte Diamant.

Læs mere om konferencen og køb din bilet her.




Faktaboks Volue og Bevica Fonden

Volue – Livemusik for alle er et nyskabende projekt, der arbejder for en styrket tilgængelighed til livemusik for mennesker med bevægelseshandicap. Volue projektet startede i 2014 på initiativ af Muskelsvindfonden og med støtte fra Roskilde Festival og Realdania, og med Sammenslutningen af Unge med Handicap som projektleder. Formålet var blandt andet at udvikle en række anbefalinger til spillesteder og festivaler. For at udbrede kendskabet til disse anbefalinger er Dansk Live i 2016 gået ind i projektet som projektleder. 

Bevica Fonden er en erhvervsdrivende fond, der bestræber sig på at gøre en forskel for mennesker med bevægelseshandicap og give dem den størst mulige selvstændighed og uafhængighed. Bevica Fonden uddeler en gang om året Bevica Fondens tilgængelighedspris, som gives til en organisation eller person, som gør en særlig indsats for mennesker med bevægelseshandicap. Prisen er på 100.000 kr.