Store forventninger til genstartsteam

Nyheder – 10 november 2020

Foto: Kim Matthai Leland

I slutningen af oktober besluttede regeringen sammen med en række af folketingets partier at etablere et genstartsteam for kultur- og idrætslivet. Genstartsteamet skal understøtte udviklingen af kultur-, forenings- og idrætsliv igennem COVID-19. Dansk Live har store forventninger til arbejdet og appellerer til, at Kulturministeriet samler genstartsteamet snarest muligt.

“Kulturindustrien har et stort behov for, at der arbejdes med løsninger for større forsamlinger under corona. Derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i indsatsen i genstartsteamet" - Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live

Vilkårene for danske koncertarrangører har ændret sig markant i 2020. Udbruddet af COVID-19 har resulteret i restriktioner for forsamlingsstørrelser og krav om afstand. Udviklingen af nye formater og metoder er afgørende, hvis spillesteder og festivaler skal have et sikkert grundlag for deres arbejde. Derfor hilser Dansk Live det genstartsteam, som var en del af den politiske aftale fra den 27. oktober, velkomment og opfordrer til, at teamet nedsættes hurtigst muligt.

Danmark har brug for et aktivt og innovativt kulturliv, og det kræver løsninger, der kan dæmme op for den skadelige effekt af de mange restriktioner. Vi håber, at genstartsteamet hurtigt kan sætte gang i arbejdet med at finde løsninger, fordi tiden er afgørende i forhold til de potentielle konsekvenser for branchen,” siger Sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher.

Hos Dansk Live er der særligt et ønske om, at man i genstartsteamet arbejder for at afprøve nye metoder inden for test, sikkerhed og smittesporing. Undersøgelserne skal bidrage til, at spillesteder og festivaler igen kan samle større forsamlinger, uden at der sker store smitteudbrud.

Kulturindustrien har et stort behov for, at der arbejdes med løsninger for større forsamlinger under corona. Derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i indsatsen i genstartsteamet. I koncertbranchen arbejder vi allerede selv på at skabe løsninger, men det er vigtigt at få opgaven forankret i det statslige arbejde”, siger Sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher.

Dansk Live ser frem til at bidrage til genstartsteamets arbejde og forbereder allerede nu de forslag til løsninger, man gerne ser afprøvet.