Spillestederne åbner igen fra 6. maj

Nyheder – 29 april 2021

Kim Matthäi Leland

Efter et meget langt år med flere måneders nedlukning, må spillestederne igen invitere publikum indenfor, når genåbningen af Danmark går ind i endnu en fase. I den forbindelse er Dansk Lives medlemmer gået sammen om en kampagne, der skal gøre opmærksom på, at man igen kan opleve musik live.

Dansk Live har, sammen med en lang række af de danske spillesteder, netop lanceret kampagnen #sammenLIVE i anledning af, at spillestederne igen må slå dørene op d. 6. maj.

Formålet med kampagnen er først og fremmest at gøre opmærksom på, at man igen kan få store koncertoplevelser – helt forsvarligt. Men mange nedlukninger, ændringer af genåbningsdatoer og skiftende retningslinjer, gør, at der er mange, der har svært ved at gennemskue, hvad man kan hvornår. Men koncertkalenderen er igen ved at være fyldt, og man kan altså nu som publikum igen glæde sig til store musikoplevelser.

”Efter så mange måneders nedlukning er det en kæmpe forløsning, at spillestederne nu endelig kan åbne dørene op for publikum. Det skal dog heller ikke være en hemmelighed, at det er med lige dele forventningsglæde og frustration, da politikerne endnu ikke har givet os nogle klare rammer for genåbningen. Spillestederne ved for eksempel fortsat ikke, hvor mange publikummer de må invitere indenfor,” fortæller Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.


#sammenLIVE