Ny undersøgelse: Spillesteder og festivaler samler hvert år 7,6 mio. koncertgæster

Nyheder – 03 juli 2020

Foto: Jonas Brix Særkjær

Nye tal fra Danmarks statistik viser, at det samlede antal koncertgæster i Danmark udgjorde 7,6 mio. i 2018. Heraf trak især de store koncerter knap halvdelen af koncertgæsterne.

Danskerne elsker at gå til koncert. I 2018 udgjorde antallet af koncertgæster på landets spillesteder, koncerthuse og festivaler 7,6 mio. I øjeblikket er det ikke tilladt at gå til live-arrangementer med over 500 deltagere på grund af COVID-19, men netop de større arrangementer er det koncertgæsterne oftest besøger. Af de 7,6 mio. årlige koncertgæster i 2018, deltog næsten halvdelen af dem i live-arrangementer med over 500 deltagere.

Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at der årligt afholdes cirka 36.500 koncerter om året, hvilket svarer til godt og vel 100 koncerter hver eneste dag året rundt. Her er det ifølge undersøgelsen især rytmisk musik, danskerne elsker. Hele ni ud af ti koncertgæster lytter til rytmisk musik, ifølge undersøgelsen.

1,5 mio. koncertgæster besøger spillestederne

Spillestederne står for 27 procent af alle koncerter, svarende til knap næsten 10.000 koncerter og lægger hus til omkring 20 procent af publikum, hvilket svarer til lidt over 1.5 mio. koncertgæster.

Der er også stor variation i koncerterne, som koncertgæsterne deltager i. Samlet bliver fire ud af fem koncerter spillet foran et publikum på under 200 personer. Omvendt udgør de helt store koncerter med over 5.000 gæster kun cirka 5 procent af samtlige koncerter, men har til gengæld 25 procent af det samlede antal koncertgæster.

Læs hele undersøgelsen fra Danmarks Statistik her.