Restage: Dansk Live og Mino Danmark præsenterer idékatalog for øget minoritetsetnisk repræsentation i den danske musikbranche

Nyheder – 14 juni 2022

Dansk Live og Mino Danmark har siden 2020 arbejdet på en større kvalitativ kortlægning af, hvilke strukturelle barrierer der ekskluderer minoritetsetniske unge danskere fra at tage del i den danske musikbranche. Resultaterne er samlet under projektet, Restage, der tilbyder rådgivning og konkrete værktøjer til blandt andet festivaler og spillesteder i arbejdet for at øge den minoritetsetniske repræsentation.

Dansk Live og Mino Danmark lancerer i partnerskab indsatsen, Restage, der siden 2020 har arbejdet på at kortlægge barrierer, som gør det sværere eller helt forhindrer minoritetsetniske unge danskere i at tage del i den danske musikbranche som frivillig, publikum eller ansat. Restage præsenterer nu de første resultater af arbejdet; et idékatalog til blandt andet festivaler, spillesteder og andre musikorganisationer i arbejdet for at øge den minoritetsetniske repræsentation i musikbranchen.

Nedbryd barrierer med konkrete værktøjer

Idékataloget samler rådgivning og konkrete værktøjer om alt fra opkvalificering og videreuddannelse i organisationen, kommunikation og markedsføring, rekruttering til booking og repræsentation blandt vagtpersonalet, hvorigennem musikbranchen kan være med til at fjerne barrierer og gøre musikbranchen tryggere og mere tilgængelig for minoritetsetniske unge danskere.

Med udgangspunkt i idékataloget, tilbyder Restage også rejsehold, oplæg og workshops samt fokusgrupper, der nationalt kan yde rådgivning til festivaler, spillesteder og andre musikorganisationer i at identificere og nedbryde de strukturer, der ekskluderer mange unge i at deltage. Rejseholdet har allerede besøgt og rådgivet en række danske spillesteder i, hvordan man med relativt enkle midler, kan fjerne barrierer og gøre musikbranchen tryggere og mere tilgængelig for minoritetsetniske unge.

Om initiativet fortæller Alexander Rastén Rydberg, ansvarlig for diversitet og talentudvikling i Dansk Live:

“Vi er sindsygt stolte af endelig at kunne præsentere Restage. Vi har et fantastisk team af fagpersoner og ungepaneler som har hjulpet os hele vejen, og vi glæder os til at kunne dele ud af den viden og de kompetencer vi har opsamlet. Med Restage har vi nu muligheden for at hjælpe musikbranchen bredt med at udvikle mere inkluderende og minoritetsbevidste koncerter og arrangementer.”

Sama Sadat Ben Haddou, sekretariatsleder i Mino Danmark

“I Mino Danmark er vi stolte af partnerskabet med Dansk Live og har glædet os til endelig, at kunne lancere vores fælles indsats ‘Restage’. Med Restage sætter vi skarpt fokus på strukturelle barrierer og diskrimination i musikbranchen, hvilket også betyder ,at vi med denne indsats har øje for bæredygtige løsninger og værktøjer, så den forandring vi sammen skaber bliver forankret i organisationerne og skaber en tilgængelig dansk musikbranche. Vi er meget stolte af at indsatsen primært er bygget op på levede erfaringer, sparring og rådgivning fra minoritetsetniske unge, der er tilknyttet projektet som sparringspartnere og som har været en del af indsatsen fra begyndelsen.”

Læs mere om Restage på restage.dk.

Restage er finansieret af Tuborgfondet.

Om Restage

Restage er et partnerskab mellem Mino Danmark og Dansk Live. Restage skal som national udviklingsplatform øge repræsentationen af unge frivillige, ansatte og publikummer mellem 18 og 30 år med minoritetsetnisk baggrund i den danske musikbranche og har til formål at udvikle initiativer, der kan nedbryde ekskluderende strukturer og barrierer. Arbejdet er ikke-udtømmende, og Restage fortsætter med at udvikle ny viden på tværs af kultur- og civilsamfund.

Restage har siden 2020 gennem en større kvalitativ kortlægning undersøgt, hvilke strukturelle barrierer, der vanskeliggør lige adgang for minoritetsetniske unge på de danske festivaler og spillesteder samt i den danske musikbranche.

Kortlægningen er sket gennem fokusinterviews, advisory board, ungegrupper samt ekspertpaneler bestående af unge og repræsentanter fra musikbranchen.

Restage lancerer på baggrund af kortlægningen et idekatalog over eksisterende og fremtidige initiativer til inspiration for resten af livesektoren.

Med udgangspunkt i idekataloget tilbyder Restage både rejsehold og fokusgrupper, der nationalt kan yde rådgivning til festivaler, spillesteder og andre musikorganisationer i at identificere og nedbryde de strukturer, der ekskluderer mange unge med minoritetsbaggrund, i at deltage.

Restage er finansieret af Tuborgfondet.