Regeringen fastsætter loft på store forsamlinger på 500 deltagere

Nyheder – 21 april 2020

Foto: Asger Korsgaard

Regeringen har nu fastsat en øvre grænse for forsamlinger på 500 personer, der er gældende frem til den 1. september 2020. Fastsættelsen giver mulighed for, at der kan åbnes op yderligere op hen over sommeren. Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen åbner op for at der på et tidspunkt kan samles flere personer, end det gældende forbud på ti personer, men der vil i så fald være et loft på maksimalt 500 personer. Forbuddet gælder frem til den 1. september 2020.

I pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet skrives der:

”Grænsen for store arrangementer er nu blevet fastsat, så man ikke må afholde arrangementer med flere end 500 personer. Beslutningen træffes som følge af sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det fortsat er usikkert, hvordan corona-epidemien vil udvikle sig i Danmark over de kommende måneder. Fastsættelsen af loftet på 500 personer for store arrangementer får dog ingen praktisk betydning i første omgang.”

Der er således endnu ingen melding i forhold til om eller hvor meget det nuværende forsamlingsforbud fra ti personer hæves efter den 10. maj. I stedet fremgår det af pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet, at regeringen nøje følger udviklingen af epidemien og løbende vil justere grænsen for forsamlingsforbuddet.