Tilbageblik fra Årsmøde 2019

Arrangementer – 11 april 2019

Dansk Live afholdt 5.-6. april Årsmøde og Generalforsamling på Kulturværftet i Helsingør. 160 medlemmer og en række gæster - herunder Kulturministeren - deltog. Og dagene gav både gode netværksmuligheder og en række faglige input. Vi har samlet et par indtryk og billeder fra de forskellige programpunkter undervejs.

Kulturværftets chef og kunstneriske leder Mikael Fock bød forsamlingen velkommen til Årsmødet. Foto: Thinkalike

Succes med nye netværksmøder

Som noget nyt havde Dansk Live inviteret til to netværksmøder før den egentlige start på Årsmødet – et for ledere og et for bestyrelsesmedlemmer blandt Dansk Lives medlemskreds. Formålet var dels at facilitere nye møder blandt medlemmerne og dels at skabe et fortroligt rum, hvor man kunne tale om hverdagens udfordringer blandt ligesindede. Tilslutningen til begge møder var stor og viste, at der er et potentiale i at lade ledere og bestyrelsesmedlemmer tale med hinanden. Det var dog også tydeligt at der fremadrettet skal være fokus på både hvem der deltager og de emner, som bringes i spil. Sekretariatet arbejder videre med formatet og vil invitere til netværksmøder igen til efterårsseminaret.

Kulturminister Mette Bock gæstede Dansk Lives Årsmøde og talte om den nye fælles kampagne mode billetsnyd. Foto: Thinkalike

Fokus på billetsnyd

Kulturministeren gæstede endnu engang Dansk Lives Årsmøde og benyttede blandt andet lejligheden til at præsentere den nye fælles kampagne #Billetblind, der skal informere publikum om de potentielle faldgrubber ved at købe billetter online. Dansk Live er partner i kampagnen. Læs mere om indsatsen her. Ministeren valgte også at give musikhandlingsplanen et par ord med på vejen, ligesom der var tid til at svare på spørgsmål.


Der blev også tid til en Quiz med Henrik Milling, assisteret af Helsingørs borgmester Benedikte Kiær og kulturudvalgsformand Henrik Møller. Foto: Thinkalike

Tak for god ro og orden!

Fredag aften var rammen sat for Dansk Lives årlige Generalforsamling, hvor der blandt andet var valg til bestyrelsen. Læs vores artikel om Generalforsamlingen her


Årsmøde giver også gode muligheder for at netværke. Foto: Thinkalike

Inspiration til strategisk udvikling

Lørdag formiddag var helliget det strategiske fokus. Med tre oplæg omkring ledelse og strategi tog forsamlingen hul på emnet, som blev fulgt op med et oplæg omkring det strategiske salgsarbejde. Anne Pøhl fra DIF – Danmarks Idrætsforening lagde for og berettede om DIFs arbejde (og udfordringer) med at samle de store idrætsorganisationer omkring en fælles og meget ambitiøs kampagneindsats. Jens Nielsen fra Danske Kulturbestyrelser fulgte op med et take på det moderne bestyrelsesarbejde og dens formål og betydning, mens Peter Marbjerg gav inspiration til det organisatoriske arbejde, hvor der var bedre plads til organiseret kaos. Efter de tre oplæg gav Birgitte Raben fra Advice tips og tricks til hvordan man kunne arbejder mere agilt og målrettet med segmentering og både publikums og de frivilliges kunderejse – blandt andet med inspiration fra Det Kongelige Teater og Københavns Zoologiske have


Foto: Thinkalike

På tur over sundet

Efter en tur over Øresund, blev frokosten indtaget på spillestedet The Tivoli, hvor ejer og leder Hasse Jönsson fortalte om muligheder og udfordringer ved at drive spillested i Sverige. Der er blandt andet ikke stort kendskab til store danske musikere blandt publikum. Oplægget blev suppleret af Gitte Wille fra Kulturregion Skåne, der berettede om den overordnede musikpolitik i sverige og om regionens ambitioner om i højere grad at støtte livemusikken i Skåne.


Besøg på spillestedet The Tivoli i Helsingborg. Foto: Thinkalike

Det vanskelige adfærdsarbejde

Lørdag eftermiddag stod i adfærdens tegn med oplæg omkring regeringens nye plasthandlingsplan, Røgfri Fremtid fra Kræftens bekæmpelse, Music Against Drugs fra Sundhedsstyrelsen samt erfaringer fra årets Orange Together-kampagne på Roskilde Festival. Der var med andre ord nok at kaste sig ud i. Det er tydeligt, at der blæser nye vinde over de klassiske måder at gå til koncert og festival på, men også at medlemmerne på godt og ondt er forrest i udviklingen. Det er altså ikke sidste seminar hvor publikums adfærd er på programmet.


Oplæg fra Roskilde Festival om Orange Together-kampagnen. Foto: Thinkalike

Samlet set to fantastiske dage i Helsingør med masser af netværk og inspiration. Vi glæder os allerede til at vi mødes igen til efterårseminar i Fredericia d. 25-26. oktober 2019.