P6 BEAT anbefaler seks stærke danske livenavne i efteråret

Nyheder – 24 september 2020

Festivalernes og spillestedernes organisation Dansk Live og radiokanalen P6 BEAT går sammen om et nyt initiativ, der hver sæson anbefaler en håndfuld danske livenavne, der er på danmarksturné. De seks første ’P6 BEAT Anbefaler’ navne er Joyce, Uffe Lorenzen, Blaue Blume, Barselona, Kellermensch og Velvet Volume.

For første gang går radiokanalen P6 BEAT ud med en håndfuld anbefalinger i det nye koncept ’P6 BEAT Anbefaler’. ’P6 BEAT Anbefaler’ er et kæmpe skulderklap og en radiofonisk anbefaling til udvalgte danske kunstnere og bands, der tager på landsdækkende turne.

De seks første ’P6 BEAT Anbefaler’ navne er Joyce, Uffe Lorenzen, Blaue Blume, Barselona, Kellermensch og Velvet Volume. Udover at få P6 BEAT-redaktionens anerkendelse for at levere intense og nærværende livekoncerter, så er fællesnævneren, at de alle kommer rundt i Danmark på turné i efteråret.

Det er P6 BEAT og festivalernes og spillestedernes brancheorganisation, Dansk Live, der står bag initiativet.

Esben Marcher, sekretariatschef fra Dansk Live, siger:

Alle livemusikkens aktører er hårdt ramt af corona. På trods af det er både musikernes virkelyst og publikums koncertlyst tydelig. For os i Dansk Live er det utrolig positivt, at vi sammen med P6 BEAT kan skabe opmærksomhed omkring nogle af de mange bands, der skal på turné i den kommende tid. Vi har i Danmark bands og artister med materiale på utroligt højt niveau, og måske kan perioden, vi går igennem nu, hvor meget få internationale artister er på turné, få danskernes øjne op for nogle nye danske bands, de ikke kendte i forvejen.”

Alle P6 BEATs radioprogrammer bakker op

P6 BEAT omtaler i forvejen koncerter og interviewer bands om deres turnéer, men med ’P6 BEAT Anbefaler’ styrker radiokanalen formidlingen, så endnu flere musikfans får mulighed for at opleve livemusik rundt i hele Danmark. ’P6 BEAT Anbefaler’ er ikke et nyt radioprogram, men derimod et tiltag, som lytterne og brugerne vil møde i P6 BEATs radioprogrammer og på kanalens sociale platforme.

En af de mange P6 BEAT-værter, der kommer til at omtale ’P6 BEAT Anbefaler’ er radiovært Camilla Jane Lea.

Det nye ved ’P6 BEAT Anbefaler’ er, at vi her giver en stor anbefaling af seks danske navne. Det er alle bands og kunstnere, som vi på redaktionen har oplevet levere intense, nærværende og gennemmusikalske livekoncerter på virkelig højt niveau på spillesteder og festivaler. Og samtidig er det bands og kunstnere, der kommer rundt i hele Danmark”, fortæller Camilla Jane Lea.

Hun tilføjer: ”Det er så vores håb, at endnu flere musikfans via ’P6 BEAT Anbefaler’ vil have lyst til at se og høre de danske navne derude, hvor musikken skal opleves, nemlig på spillestederne.”

For at være kvalificeret til ’P6 BEAT Anbefaler’ skal man være kunstner eller band på danmarksturné. Og P6 BEATs redaktion og værter skal kunne forklare og formidle, at de bands og kunstnere, står for en særlig oplevelse ude på livescenerne foran publikum.

Joyce ser det som en stor ære

Et af de bands, der er med i første runde ´P6 BEAT Anbefaler´ er Joyce, der netop har sat gang i deres Danmarksturné.

Det er fucking fedt at være en del af ´P6 BEAT Anbefaler´. Det er en stor ære at få den bekræftelse fra en radiokanal, som vi har ekstremt meget respekt for og som tør at satse på bands og musik, som måske ikke er det mest oplagte mainstreammusik,” fortæller Albert Louis Mose, der er bassist i Joyce. Guitarist Oscar Engel Libonati tilføjer: ”Det er megadejligt med rygstøtte, når man stadig ikke er verdens største band og er ude på sin første Danmarksturné.”

Om selve initiativet fortæller P6 BEAT-redaktør Christian Lundov:

P6 BEAT formidler hele tiden ny dansk musik og historier om dansk musik, men vi vil i højere grad også formidle historier om livemusikken, turnéerne og oplevelserne ude på spillestederne. Derfor kommer vi med ’P6 BEAT Anbefaler’. Det er vores klare mission at få endnu flere musikfans til at opdage de særlige liveoplevelser, der kan være rundt på spillestederne. Det er også missionen, at P6 BEAT med ’P6 BEAT Anbefaler’ får en større kontakt og formaliserer samarbejdet med spillestederne, bookerne og den øvrige del af musikbranchen, der arbejder med koncerter og turnéer.”

Den første runde ’P6 BEAT Anbefaler’ lanceres fredag den 25. september, og hvert halve år vil P6 BEAT-redaktionen udvælge en håndfuld navne, der kommer med i ’P6 BEAT Anbefaler’.

Det er også P6 BEATs håb, at kunstnerne, publikum og spillesteder vil dele billeder og ord under #P6BEATanbefaler, og dermed give P6 BEAT anbefaler endnu mere musikalsk indhold.

Det er et projekt og tiltag vi har arbejdet på i mange måneder, og som vi glæder os til at præsentere for vores lyttere, brugere og samarbejdspartnere. Og så længe spillestederne er åbne under kontrollerede forhold, og de udvalgte bands holder fast i deres turnédatoer, så er der også brug for et initiativ som ’P6 BEAT Anbefaler’ nu”, siger P6 BEAT-redaktør Christian Lundov.