Ophør af overgangsordning på byggesagsområdet

Nyheder – 13 november 2019

Søg om byggetilladelse inden december 2019, hvis i som festival vil fastholde den kommunale tekniske sagsbehandling frem for certificeret statiker og brandrådgiver til byggesagen.

Fra årsskiftet ophører overgangsordningen omkring kommunal teknisk byggesagsbehandling, som fulgte med det nye bygningsreglement (BR18). Det kan derfor være en fordel at komme på plads med ansøgningen om byggetilladelse til næste års festival inden primo december, hvis man vil undgå kravet om certificeret statiker og brandrådgiver til byggesagen.

Dansk Live vurderer, at ændringen og ophøret af overgangsordningen kan få store økonomiske konsekvenser for især de små og mellemstore festivaler, da inddragelse af certificerede rådgivere kan løbe op i betydelige summer.

Der gennemføres i øjeblikket en høringsrunde om bygningsreglementet. Læs høringssvaret fra Dansk Live her.

Fakta om overgangsperioden

Indtil d. 31. december 2019, kan ansøger vælge en kommunal teknisk byggesagsbehandling af brand- og konstruktionsforholdene fremfor at tilknytte en certificeret statiker eller brandrådgiver til byggesagen.

Fra den 1. januar 2020 kan kommunalbestyrelsen ikke længere foretage den tekniske byggesagsbehandling af brand- og konstruktionsforhold. Det betyder, at der fra denne dato skal være tilknyttet en certificeret brandrådgiver eller statiker til byggesager, der er omfattet af brand- og konstruktionsklasse 2-4.

Det er det bygningsreglement, der er gældende på ansøgningstidspunktet for byggetilladelsen, der er gældende indtil byggesagen afsluttes. Hvis byggeriet kan udføres uden ansøgning om byggetilladelse, er det de regler, der er gældende på tidspunktet for påbegyndelse af byggeriet, der skal overholdes.

Se mere i Vejledning om byggesagsbehandling efter BR18