Nye restriktioner skaber forvirring hos koncertgæster

Nyheder – 29 oktober 2020

Nye coronarestriktioner skaber forvirring blandt publikum, som er i tvivl om koncerter bliver aflyst som følge af forsamlingsforbuddet. Der er brug for tydeligere kommunikation, som understreger, at koncerter stadig kan lade sig gøre.

Regeringen meldte i fredags ud, at COVID-19-restriktionerne bliver skærpet. Ændringerne indebærer krav om mundbind, når man er i bevægelse, som varer fra d. 29. oktober til og med d. 2. januar 2021. Derudover er det private forsamlingsforbud sænket til og med d. 22. november 2020. Forsamlingsforbuddet sænkes til ti personer - et forbud, som dog ikke gælder for spillesteder med siddende publikum. Det medfører forvirring blandt koncertpublikum, som kommer i tvivl om deres koncerter er aflyst.

Tvivl og forvirring blandt koncertgæster
Mange spillesteder har fået henvendelser fra gæster, som tror, at koncerterne bliver aflyst grundet forsamlingsforbuddet. Spillesteder og billetoperatører landet over har siden restriktionerne i fredags, modtaget opkald fra forvirrede gæster, som er i tvivl om deres koncert ville blive aflyst.

Hos Dansk Live er der forståelse for behovet for at udvide restriktionerne, men kommunikationen om restriktionerne giver frustrationer. “Vi skal naturligvis alle gøre alt hvad vi kan for at komme smitten til livs. Heldigvis er det fortsat muligt at gennemføre koncerter og andre kulturelle begivenheder, men det bliver desværre glemt fra både politikere og medier når restriktionerne strammes og forlænges. Derfor kan man jo godt forstå at publikum bliver forvirrede” siger Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live.

Esben Marcher mener, at der fra myndighedernes side bør gøres mere ud af at fortælle om de ting, der godt kan lade sig gøre på trods af restriktionerne. “Koncerter og andre kulturelle begivenheder er fuldstændig corona-sikre, og det bør naturligvis nævnes, når der præsenteres nye restriktioner. Det understreger endnu engang at kulturlivet har behov for langsigtede løsninger, så dialogen med publikum om arrangementer i den kommende tid kan ske på et informeret grundlag”.

Restriktionerne for kulturbegivenheder er uændrede, og 500 personer kan være samlet så længe publikum sidder i samme retning mod en scene, og der bliver holdt afstand til hinanden. De nye restriktioner kræver dog, at man skal have mundbind på, når man ikke sidder ned - dvs. man skal bære mundbind, når man skal i baren eller på toilet, og når man kommer og forlader stedet.