Ny sommerpakke til kulturlivet er vigtig håndsrækning

Nyheder – 07 juni 2021

Folketingets partier har afsat 330 millioner kroner til at hjælpe kulturlivet i en ny sommerpakke. Forlængelse af aktivitetspuljen og en pulje særligt til kunstneriske sommeraktiviteter er blandt de nye initiativer.

Med udsigt til endnu en sommer med restriktioner og manglende indtægter for landets kulturinstitutioner er den nye sommerpakke til landets kultur-, idræts- og foreningsliv en vigtig hjælp. Især to af pakkens initiativer er relevante for livebranchen, der har lidt under mange måneders nedlukning.

I aftalen er det blandt andet blevet besluttet, at Aktivitetspuljen til kulturaktiviteter skal forlænges. Puljen kunne første gang søges i efteråret 2020 og er blevet forlænget flere gange siden. Senest blev aktivitetspuljen forlænget fra 1. maj til 30. juni 2021, og nu er puljen altså forlænget igen, indtil videre i perioden 1. juli – 31. august 2021.

Også puljen til kunstneriske sommeraktiviteter er en vigtig håndsrækning til kulturlivets aktører. Puljen er på 40 millioner kroner og kan søges af kunstnere i samarbejde med fx spillesteder. Puljen er et nyt initiativ, som blandt andet Dansk Live har været med til at foreslå.

Sommerpakken er en glædelig, og nødvendig, nyhed for sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher.

”Vi havde gerne set, at man allerede nu forlængede aktivitetspuljen, for der vil også være brug for hjælp i genstartsfasen. Ikke desto mindre er det positivt, at der nu er sikkerhed for puljen indtil udgangen af august. Også puljen til kunstneriske sommeraktiviteter, som vi fra Dansk Lives side har spillet ind med forslag til, er godt nyt til musiklivet.”

En anden vigtig detalje i pakken er, at den også indeholder en hjælp til de leverandører, der skulle have leveret indhold og materiale til de mange aflyste festivaler:

”Det er positivt, at der fra politisk side har været forståelse for den trængte situation mange af festivalernes leverandører er kommet i som følge af de mange aflysninger.”

Læs hele aftaleteksten her