Ny sekretariatschef i Dansk Live

Nyheder – 04 december 2017

BESTYRELSEN ER KLAR MED NY SEKRETARIATSCHEF I DANSK LIVE 

ESBEN-Marcher.jpg#asset:1021


Formand, Poul Martin Bonde skriver:  

Det er os en stor glæde, endelig at kunne præsentere Dansk Lives nye sekretariatschef. Valget er faldet på Esben Marcher, som er klar til at starte på sekretariatet den 1. januar 2018.

Esben kommer med stor erfaring fra livebranchen. Senest som programchef for Spot Festival og projektleder hos ROSA – og før det som spillestedsleder på Forbrændingen i Albertslund og markedsførings- og kommunikationsansvarlig på Musikhuzet på Bornholm. I mange år har Esben derudover fungeret som lydmand for en række danske navne og har i den egenskab gæstet de fleste spillesteder og festivaler i Danmark. Esben og Dansk Live lærte hinanden lidt bedre at kende her i efteråret, hvor han fungerede som ekstern konsulent på vores Live Music Summit.

Esben sidder pt. i bestyrelserne for Forbrændingen og Musik i Lejet, men vil forlade posterne i forbindelse med sin tiltræden hos Dansk Live.

Esben er i øvrigt en vaskeægte Bornholmer – født i Pedersker i 1981 og tidligere bestyrelsesformand for BAGlandet, foreningen for eksilbornholmere…

Om sine tanker for jobbet i Dansk Live siger Esben Marcher:

Det er et ærefyldt hverv at skulle arbejde for de danske spillesteder og festivaler, og det er en opgave jeg kommer til at gå ydmygt til. Jeg har brugt det meste af mit voksne liv i og omkring arrangørmiljøet og kender personalet hos mange af medlemmerne - og jeg glæder mig til at møde dem jeg endnu ikke kender. Udfordringerne for Dansk Lives medlemmer er vidt forskellige fra sted til sted og den første og største opgave for mig som ny sekretariatsleder bliver, at sikre at jeg og resten af sekretariatet forstår disse udfordringer og kan tilrettelægge arbejdet efter dem. Jeg håber at kunne nå at besøge mange af medlemmerne inden årsmødet i april - og dem jeg ikke når inden glæder jeg mig til at se der og efterfølgende besøge.

I bestyrelsen er vi sikker på, at Esben har de kvalifikationer – såvel fagligt som menneskeligt – der gør at  han, i godt samspil med det øvrige sekretariat, både kan sikre nærheden til medlemmerne og få livearrangørernes stemme til fortsat at stå stærkt i offentligheden.