Ny måling slår fast: Danskerne glæder sig til kulturelle oplevelser

Nyheder – 03 maj 2021

Foto: Knud Mortensen

Kultur- og livebranchen var blandt de første, der blev ramt af restriktioner, da coronapandemien sidste år ramte Danmark. Her godt et år efter er branchen fortsat underlagt restriktioner, og derfor har et nyt kulturbarometer undersøgt danskernes lyst til, og tryghed ved, at vende tilbage til livearrangementer under COVID-19.

Næsten hver femte dansker forventer at gå til koncert i den kommende måned. Det viser en af resultaterne i den nye måling, som Applaus i samarbejde med Rambøll i dag har offentliggjort. Undersøgelsen viser samtidig, at 26 procent af borgerne har fået mere lyst til at opleve kultur og sport i Danmark, og 84 procent har savnet sports- og kulturoplevelser.

Kulturbarometeret viser også, at publikum i høj grad er trygge ved brug af smitteforebyggende tiltag som coronapas, håndsprit og afstandskrav.

Spillestederne ved fortsat ikke, hvad de åbner op til

Målingen viser en stor velvillighed fra publikums side, som glæder sig til at komme til koncerter igen - også med restriktioner. Problemet er bare, at spillestederne fortsat ikke ved, hvilke restriktioner der kommer til at gælde, når de 6. maj igen må slå dørene op. Og den situation er mildest talt uholdbar. Det fortæller sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher.

“Om tre dage genåbner spillestederne, og de glæder og forbereder sig, så godt de kan. Virkeligheden er bare den, at de fortsat ikke aner, hvad de åbner op til. De kender hverken afstandskrav, publikumsantal eller håndtering af coronapas, og det er ærligt talt respektløst over for både branchen og for publikum.”

Læs Kulturbarometeret her