Live Music Summit 2017: Nattelivsborgmester åbner ballet

Nyheder – 07 august 2017

Londons nyligt indsatte Night Czar, Amy Lamé, deler ud af sine erfaringer og tanker om fremtidens natteliv og koncertscene på efterårets livemusikkonference.

Når vi til oktober åbner dørene til Live Music Summit 2017, er Amy Lamé den første taler i Dronningesalen. I november 2016 udnævnte Londons borgmester Lamé til Night Czar, hvormed hun står i spidsen for at vende skuden for den engelske hovedstads lukningstruede natteliv. I London er 35% af hovedstadens klubber lukket siden 2007 og i opløbet til borgmestervalget, lovede byens nye borgmester Sadiq Khan, at skride til handling over for denne alarmerende udvikling. Som nyindsat nattelivsborgmester er Amy Lamés opgave derfor i første omgang, at bevare eksisterende kulturelle samlingssteder, mens den sideløbende ambition er at skabe et livligt og innovativt livearrangørmiljø i byen.

Alt der foregår i mørket
Amy Lamé har i mange år været et central livearrangør i det engelske kultur- og natteliv. Hun har iværksat flere natklubinitiativer, ligesom at hun i flere år har været en toneangivende stemme i debatten om, hvordan man bevarer og fornyer klub- og koncertscenen i London. Derudover er Lamé en anerkendt radio- og tv-vært og fungerer som musik-presenter på plaforme som Channel 5 og BBC Radio 6 Music.

Som Night Czar arbejder Lamé med en bred forståelse af den kulturelle oplevelse. Fællesnævneren synes dog at være dunkel eller fraværende belysning. I et interview med Magasinet FADER udtaler hun, at den nattelivskultur, hun arbejder for at bevare og udvikle primært foregår i mørke: "That includes clubbing, theaters, restaurants, live music — it includes everything that happens in the dark.”

Den 27. oktober deler Lamé ud af sine erfaringer og tanker om fremtidens natteliv og livemiljø, når Dansk Live inviterer til den internationale en dags-konference Live Music Summit i Den Sorte Diamant.

Vil du opleve Amy Lamé og de mange andre inspirerende oplægsholdere ved årets Live Music Summit, kan du sikre dig din billet her.