Næsten hver fjerde festival mangler fortsat kompensation for 2020

Nyheder – 29 august 2021

Festivalsommeren er ved at gå på hæld og med den også de aflysninger og restriktioner, som landets festivaler har været underlagt i godt halvandet år. Selvom pandemien så småt ser ud til at slippe sit tag i samfundet, er festivalarrangørerne ikke ude af krisen. På trods af politisk velvilje mangler mange arrangører fortsat at modtage kompensation for 2020.

Den 1. september bliver stort set alle coronarestriktioner ophævet i Danmark, og det er i den grad positivt nyt for en livebranche, der har været hårdt presset af nedlukningen. Særligt de danske festivaler har været hårdt ramt af aflysninger. Festivalernes trængsler er dog ikke forbi. Lange sagsbehandlingstider har resulteret i, at størstedelen af festivalerne fortsat er i et økonomisk limbo og uden garanti for, at de får den hjælp, de er blevet stillet i udsigt.

Manglende kompensation

I maj måned, ved indgangen til festivalsæsonen, lavede Dansk Live en rundspørge blandt sine medlemmer, som viste, at næsten 75 procent af festivalerne fortsat manglede at modtage kompensation for de aflysninger, de blev underlagt i 2020. Efter sommeren viser en ny rundspørge, at det fortsat er langt fra alle festivaler, der har modtaget den økonomiske hjælp, de er blevet lovet.

Næsten hver fjerde festival afventer fortsat at modtage kompensation for 2020, og situationen er desperat for de mange festivaler, der igen i år har været underlagt strenge restriktioner, som for en stor del har medført endnu et år med aflysninger og manglende indtægt.

Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, stiller sig helt uforstående overfor den manglende kompensation.

“Festivalerne har mistet to sæsoner på grund af aflysninger og strenge restriktioner. Branchen er presset fuldstændig i bund rent økonomisk, og at så stor en del af festivalerne stadig ikke har set skyggen af kompensation for 2020 er skræmmende. Jeg frygter, at vi står på tærsklen til uigenkaldelige konsekvenser for den danske livescene.”

Den politiske vilje til at hjælpe arrangørerne var i forsommeren 2020 tydelig. En stor forligskreds var enig om en kompensationsordning, der siden blev videreført for sæsonen 2021. At der fortsat er store komplikationer omkring udbetalingen, kan ifølge Esben Marcher få vidtrækkende konsekvenser.

“Festivalarrangører er pragmatiske og tålmodige mennesker, men jeg frygter, at vi ender i en situation hvor operationen lykkedes, men patienten dør. Mange af de danske festivaler arrangeres af dedikerede, frivillige ildsjæle og et langt, opslidende forløb omkring kompensation kan dræbe motivationen for lønnede såvel som ulønnede. Jeg frygter, at lysten til at arrangere festival kan forsvinde hos nogle af disse ildsjæle, og at vi mister festivaler til næste år, hvor vi ellers igen vil have normale forhold at arrangere festival under.”