Mød dine kollegaer til netværksmøder på Dansk Lives Årsmøde 2022

Nyheder – 18 februar 2022

Mød dine kollegaer på netværksmøder for henholdsvis virksomhedsledere og direktører, bestyrelsesmedlemmer samt medarbejdere og frivillige, når Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling finder sted den 29. og 30. april i Amager Bio.

Når Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling finder sted den 29. og 30. april i Amager Bio, byder programmet på en række netværksmøder for henholdsvis virksomhedsledere og direktører, bestyrelsesmedlemmer samt medarbejdere og frivillige. Netværksmøderne giver mulighed for at drøfte relevante udfordringer og problematikker med ligesindede kollegaer fra koncertbranchen.

Netværksmøde for virksomhedsledere og direktører

Netværksmødet for virksomhedsledere og direktører har i år fokus på udvikling og genopretning efter corona. Her vil ledere af Dansk Lives medlemsorganisationer kunne dele betragtninger og ideer til den kommende tids udviklingsopgaver internt i den enkelte organisation og i livebranchen som helhed. Der vil også være mulighed for at drøfte alt indenfor organisationsledelse, ansættelse og lignende. Til netværksmødet vil det også være muligt at sparre med sine kollegaer i branchen om, hvordan man både overordnet og helt lavpraktisk bedst muligt sikrer gode arbejdsforhold for sine medarbejdere og frivillige.

Netværksmøde for bestyrelsesmedlemmer

Fokus for netværksmødet for bestyrelsesmedlemmer er tiden efter corona, hvor vi især vil se fremad og diskutere den videre udvikling af organisationerne i branchen. Der vil også være mulighed for at se nærmere på forholdet til direktionen og den daglige leder i alt fra rekruttering, rollefordeling og retningslinjer til opfølgning og rapportering samt kommunikation.

Netværksmøder for medarbejdere og frivillige

Netværksmødet for medarbejdere og frivillige vil i år sætte fokus på god arbejdskultur. På baggrund af et inspirationsoplæg får deltagerne mulighed for, sammen med ligesindede kollegaer, at drøfte tilgangen til de første skridt mod en mere åben og inkluderende organisation.

Tilmeld dig Dansk Lives Årsmøde 2022

Netværksmøder for virksomhedsledere og direktører, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere og frivillige er en del af lørdagens program på Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling.

Dansk Live Årsmøde og generalforsamling præsenteres i samarbejde med KODA og Ticketmaster.

Læs mere om Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling og tilmeld dig her. https://www.tilmeld.dk/amager22

Dansk Live Årsmøde og generalforsamling er for medlemmer af Dansk Live.