Live Music Summit 2017: Kender du dit publikum?

Der findes rigtig mange bud på, hvordan vi fremadrettet skaber liveoplevelser, der både sælger billetter og udfordrer det danske publikum. Spørger man tidligere musiker og administrerende direktør i Voxmeter, Christian Stjer, bør den danske livebranche blive langt bedre til at lytte til og involverer deres publikum.


”Det er da påfaldende, at vi tester og analyserer kunders ønsker, smag og behov for stort set alle brancher – med undtagelse af musikbranchen. Det betyder jo, at musikbranchen går glip af vigtig viden om kunderne, som andre brancher bruger som en central del i udviklingen af produkter og services”, siger Christian Stjer, da vi fanger ham en formiddag i september. Han mener, at livebranchen i mange år har overset potentialet i at kortlægge markedet i dialog med de mennesker, der køber branchens produkter, nemlig det danske koncertpublikum. Og det ser han som hæmmende for branchens kunstneriske og økonomiske udvikling.

Skal data forudse din næste bookings potentiale?
En dag gik det op for Christian Stjer, at de hos analyseinstituttet Voxmeter havde kunder fra stort set alle alle brancher i Danmark – med undtagelse af (bedemands- og) musikbranchen. Derfor startede han i samarbejde med GAFFA et forskningsprojekt, der skulle undersøge, hvordan man kan bruge viden om publikums koncertoplevelser til at optimere det eksisterende markeds konkurrencedygtighed. Projektet har nu resulteret i en online analyseplatform, hvor data indsamlet fra mere end 25.000 kvantitative interviews stilles de danske koncertarrangører til rådighed. Du kan blandt andet bruge platformen til at forudse, hvordan en given kunstner i et givent område kommer til at sælge billetter. Eller du kan finde informantioner om, hvad din målgruppe synes er vigtigt for, at de har den bedste koncertoplevelse på netop dit spillested eller din festival.
 

Den nye online analyseplatform, Get It On Track, vil forudse, om din næste booking kommer til spille for fulde huse.

Viden kan øge den kunstneriske diversitet
Voxmeters nye analyseplatform hedder Get It On Track, og den giver, i følge Christian Stjer, festivaler og spillesteder adgang til styrke deres program på grundlag af detaljerede forbrugertest og markedsanalyser. Vi spørger ham om, det ikke kan være risikabelt at lade sine bookinger diktere at publikums smag alene – vil det ikke bare betyde, at de samme store radio darlings spiller landet over, mens nichebands og vækstlaget overses? Tværtimod, mener Christian. Han tror på, at et større kendskab til publikum vil give branchen viden og modet til at smide flere markedsføringspenge efter de mere ukendte bands og derved øge diversiteten på den danske musikscene.


Christian Stjer kan opleves til dette års livemusik-konference, hvor han vil fortælle om, hvad, han tror, brugen af data og brugerinvolvering kan have af potentialer for den danske livebranche.


Live Music Summit
er Dansk Lives nye internationale livemusikkonference, hvor arrangører og professionelle aktører inviteres til en dag fyldt med inputs til debat og refleksion over, hvordan fremtidens livescene skal se ud.

Konferencen løber af stablen fredag d. 27. oktober 2017 kl. 11 - 19 i Den Sorte Diamant

Læs mere og køb billetter her