Lars Månsson Sloth stopper som bestyrelsesleder i Dansk Live

Nyheder – 29 juni 2022

Lars Sloth

Lars Månsson Sloth stopper som leder af Gimle og træder i den forbindelse af som bestyrelsesleder i Dansk Live.

Lars har været en del af bestyrelsen siden 2012. Først som bestyrelsesmedlem og senere som bestyrelsesleder fra 2018. Nu træder han af som bestyrelsesleder i Dansk Live.

Igennem alle årene har Lars været en central del af Dansk Lives arbejde. Han har haft stort fokus på rammer og vilkår for arrangørernes arbejde, og hans mangeårige engagement og indgående kendskab til Dansk Lives arbejde har været en gevinst for både Dansk Lives sekretariat og foreningens medlemmer.

Da coronakrisen lammede det danske musikliv, var Lars dybt involveret i Dansk Lives krisehåndtering. Både som tæt sparringspartner for sekretariatet og initiativtager til politiske forslag. Både sekretariatet og medlemmer af Dansk Live skylder Lars en stor tak for hans utrættelige indsats gennem de to års krise.

Lars har som bestyrelsesleder i Dansk Live haft stor betydning for foreningens udvikling igennem de seneste år, og hans rutine og hans venlige og rolige gemyt, vil blive savnet.

Vicebestyrelsesleder Søren Eskildsen træder indtil videre ind som bestyrelsesleder, men Dansk Lives bestyrelse vil ved først kommende lejlighed konstituere sig med en ny bestyrelsesleder.

Om udskiftningen i bestyrelsesledelsen siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live:

"Dialogen mellem bestyrelse og sekretariat i Dansk Live er meget tæt, og mit samarbejde har i særdeleshed været tæt med Lars. Lars har hele vejen igennem lagt sig i selen i bestyrelsesarbejdet og i den grad været med til at flytte Dansk Live som forening - både organisatorisk og politisk. Ikke mindst under coronakrisen var Lars en stor støtte til sekretariatets arbejde. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at takke mange gange for samarbejdet”.