Interview: Lær dit publikum at kende på Dansk Lives Årsmøde 2022

Nyheder – 03 marts 2022

Foto: Søren Friis Møller, Ph.d. & konsulent i Cultural Democracy

Vi skal blive klogere på, hvordan man som spillested, koncert- eller festivalarrangør får et større publikum, når Søren Friis Møller, Ph.d. og konsulent i Cultural Democracy samt ekstern lektor på CBS, besøger Dansk Lives Årsmøde 2022 for at fortælle om publikumsudvikling.

Menneskers opmærksomhed er blevet en knap ressource, og derfor er det vigtigere end nogensinde at kende sit publikum og derved få flest mulige gæster på sit koncertsted eller festival. Til at hjælpe med det, har vi inviteret Søren Friis Møller, Ph.d. og konsulent i Cultural Democracy samt ekstern lektor på CBS. Søren besøger Dansk Lives Årsmøde 2022, der finder sted den 29. og 30. april i Amager Bio, for at fortælle om publikumsudvikling. Vi har talt med ham og bedt ham fortælle mere om, hvad der er i vente på hans oplæg på Årsmødet:

Vil du starte med at fortælle om dig selv?

Jeg har arbejdet med kunst, kultur og ledelse siden begyndelsen af 1990’erne i forskellige funktioner, som leder, som indholdsproducent, i bestyrelser osv. Gennem alle årene har det været klart, at ledelse på kulturområdet både har meget til fælles med ledelse på andre områder, men der er også meget, der adskiller sig som noget helt særligt. Det fik jeg mulighed for at skrive en PhD-afhandling om, som jeg forsvarede i 2012. Jeg er rigtig glad for kombinationen af praktisk hands on ledelse, og undervisning i ledelse, bl.a. på Kunst- og kulturlederuddannelsen, som holder til på Kulturværftet i Helsingør, se Diplom i ledelse for kunst- og kulturledere - Københavns Professionshøjskole (kp.dk)

Du kommer til at fortælle om publikumsudvikling på Dansk Lives Årsmøde. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad du nærmere kommer til at fortælle om?

Jeg begynder med at sætte scenen, for der er to strømninger, vi bliver nødt til at forholde os til: for det første kulturelt demokrati, som grundlæggende er et brud med den kunst- og kulturforståelse, det meste af kulturområder er vokset ud af. For det andet opmærksomhedsøkonomi, som grundlæggende handler om, at vi bevæger os fra en situation, hvor kunstnerisk og kulturelt indhold er den knappe resurse, mens menneskers opmærksomhed er ubegrænset til det stik modsatte: indhold er tilgængeligt over alt til alle tider ofte betalingsfrit, mens menneskers opmærksomhed er blevet den knappe resurse. Det udfordrer det kunstneriske og kulturelle område helt vildt!

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på publikumsudvikling?

Publikumsudvikling er vores bedste modsvar i opmærksomhedsøkonomien, og en meget produktiv måde at agere ind i det kulturelle demokrati. Vi bliver nødt til at vide lige så meget om vores brugere – både de nuværende og dem, der ikke kender os endnu – som vi ved om vores indhold. Og vi ved enormt meget om vores indhold!

Vi bliver også nødt til at forholde os til, at vores samfund er præget af helt legitime strømninger, der gør op med ubalancer ift køn, kulturel baggrund, repræsentation, løn osv., for det er svært for os at fastholde argumentet om, at kunst- og kultur er et samfundsanliggende, hvis vi kun henvender os til og repræsenterer en del af befolkningen, og hvis vi ikke sørger for, at der er lige muligheder uanset køn, kulturel og social baggrund osv. Endeligt bliver vi også nødt til at udvikle nye forretningsmodeller, for dem vi har, dur desværre ikke særligt godt mere, og det gør, at nogle få globale tjenester bliver styrtende rige på kunstnerisk indhold, mens indholdsproducenterne arbejder uden betaling – og det går selvfølgelig ikke.

Oplægget om publikumsudvikling ved Søren Friis Møller er en del af lørdagens program.

Læs mere og tilmeld dig Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling 2022 her.

Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling er for medlemmer af Dansk Live.

Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling præsenteres i samarbejde med KODA og Ticketmaster.