Interview: Ti år i helvede – for fanden, hvor er det fedt!

Nyheder – 18 juni 2019

Jeppe Nissen, Booker på COPENHELL

Den københavnske rock- og metalfestival, COPENHELL, åbner for tiende år i træk sine porte til helvede på Refshaleøen. Vi har taget en snak med booker, Jeppe Nissen, om livets gang i helvedes forgård.

Tillykke med de ti år! Hvordan markerer I fødselsdagen?

Vi har forskellige ting i gang. Vi laver vores mini-ep, Ti År i Helvede, med to sange, hvor blandt andet Jacob ”Cobber” Binzer og Tim Christensen har været med på en del og en b-side med et dansk band, der hedder Nyt Liv. Vi fejrer det også ude på pladsen med et ti års fødselsdags-jam med 40 musikere fra hele scenen, som spiller sammen på kryds og tværs. Og så fejrer vi det selvfølgelig med at lave en helt vildt fed festival for vores publikum.

Hvordan startede COPENHELL?

Jeg startede COPENHELL sammen med et par andre herinde fra [Live Nation.red] i 2010, og forberedelsen startede selvfølgelig før, i 2009. Det startede jo rigtig småt, som en lille hyggefestival ude på Refshaleøen, som stille og roligt har vokset sig til noget af et monster.

Foto: COPENHELL

Hvordan blev idéen COPENHELL til?

Vi havde gået herinde og snakket om, at vi godt kunne tænke os at arbejde indenfor festivalgenren og udvikle den vej rundt. Vi havde været mange steder, og vi syntes på det tidspunkt ikke det var interessant at lave en festival, der konkurrerede med de andre festivaler i Danmark. Vi ville hellere lave noget, som ikke var der i forvejen, og på rock og metal, der var simpelthen et hul – et kulsort hul i markedet. Der var mange artister, som vi har arbejdet med over årene, mange af hårdrocksartisterne, som gerne ville spille om sommeren, og der var ikke så mange steder, de kunne spille. Og så var der et publikumsbehov, som vi selvfølgelig kan se nu. Der er jo rigtig mange lande omkring os, som har festivaler i den hårde genre, der fungerer, og vi havde bare ikke nogen.

I har formået at bygge et univers op omkring musikken med indslag på festivalen som Smadreland, Snapsekirke, Dødskaraoke, øksekast, headbanging-konkurrence osv. Hvorfor er det vigtigt for jer at have så mange aktiviteter ved siden af musikken?

For det første nok fordi vi kan. Vi er jo en festival, hvor publikum er forskellige på alle mulige måder, men der er en ting, som binder det hele sammen: Vi holder med det samme hold; holdet med de sorte trøjer. Hvis du tager de andre gængse festivaler i Danmark, så er der nogen, der godt kan lide hiphop, reggae, world, pop, og der er nogen der kan lide rock. Det er meget forskelligt. Hos os er der rimeligt fælles fodslag om, at hvis man skal holde med nogen, så er det fandme dem med de sorte trøjer. Og det giver en vis forforståelse hos publikum og et grundlag for, at vi kan lave nogle ting, som er super vilde, som folk synes er fedt. Og så synes vi også bare det er sjovt at lave alt muligt andet. Det er en vigtig del af festivalkulturen, at der sker noget andet, og at vi bygger det her univers op. Det her frirum, hvor folk kan komme ind og bare være til et par dage om året.

Circle Pit på COPENHELL. Foto: COPENHELL

Der kommer også mange på COPENHELL, der måske ikke lytter så meget til metal eller rock derhjemme, men som alligevel kommer hos jer år efter år. Hvorfor tror du det er?

Noget af det fedeste ved at lave den her festival er, at det betyder rigtig meget for mange folk. Det er deres festival. Det betyder fandme noget. Jeg skal jo fyres hver anden eller tredje dag, fordi jeg booker det forkerte, og det er jo fordi folk går op i det. Folk synes det er vigtigt, og det er en meget vigtig detalje. Når folk så skal på festival, og hvis de har nogle nære venner eller veninder, fætre, kusiner, eller hvad det nu kan være, så har de det sådan: ”Hey, du skal tage med derud!” Og så er det klart, at der ligger nogen i periferien af det vi roder med, som bliver nysgerrige og tager derud og tænker: ”Hold kæft, det er sgu et fedt sted at være”. Og så kommer man måske ind i det den vej rundt. Vi er jo super glade, hvis nogen får øjnene op for musikken og festivalen, for vi synes jo det her er det fedeste i verden.

Det virker som om I har et meget trofast publikum og et stærkt fællesskab på festivalpladsen?

Jeg tror igen det kommer tilbage til, at der er et fælles grundlag og en fælles interesse. Stort set alle publikummer der kommer derude, har selvfølgelig interesse for musik der er hårdt, ekstremt og aggressivt, og hvad fanden det nu kan være. Derfor tror jeg også folk generelt har respekt for hinanden og for verden og for folk. Det afspejler sig i den stemning, der er derude. Os der er i ledelsen og festivalen har sgu også rigtig meget respekt for folk og gør os umage. Og så er der rigtig mange af vores publikummer, der går op i noget. Musikken går de selvfølgelig helt ekstremt meget op i, men det kan også være ’gaming’, tegneserier eller horrorfilm – subgenrer, som folk bruger rigtig meget tid på. Den blanding af folk fungerer pissegodt sammen. Folk vil det gerne, og det er vigtigt for dem. Det er passion.

I rejste for et par år siden en gravsten med hovednavnene ved Dronning Louises Bro og på Rådhuspladsen. Hvad var tanken bag den type markedsføring?

Vi kan godt lide at lave ting, der er fede, og vi syntes det her var fedt. Basically. Vi har jo lavet rigtig mange ting, som har været langt ude, og vi kan gøre det, fordi vores publikum forstår det. De synes det er pissefedt. Det er den måde vi kan kommunikere på. Vi kan kommunikere i et sprog, som andre festivaler eller events nok ikke ville kunne slippe afsted med, fordi de skal ramme et bredt publikum. Vi kan sagtens skrive ”for helvede” eller ”for satan” i vores ’wording,’ uden at det skader nogen, og hvor folk bare tænker det er fedt. Hvis andre lavede deres program på en gravsten, så skulle de nok ud og forklare det. Vi behøver ikke forklare, hvorfor vi gør det.

COPENHELL festivalplakat i 2014 på Dronning Louises Bro i København.

Hvad har været den største udfordring?

Den største udfordring fra starten har været at vise, at vi laver en festival, som er troværdig. Det her er jo et publikum der er utroligt passioneret og kritisk, så da vi gik i gang, var der nogen der var sådan lidt: ”Aaarh, okay, er det nu rigtigt? Er det nu ordentligt nok?”. Og det har vi brugt sindssygt meget tid på at bevise. Det har taget nogle år at bygge op, og vi skal selvfølgelig blive ved med at overgå os selv og lave bedre og bedre festivaler. Det vil vi også bestræbe os på, men vi har en grundkerne af folk, der synes det er en fed festival, der bliver lavet, og som gerne vil bakke op. Det er i hvert fald en af de ting vi har brugt rigtig meget tid på - udover dårligt vejr.

Hvad har været det vildeste der er sket i løbet af de ti år på COPENHELL?

Jeg synes jo umiddelbart, at noget af det vildeste der er sket er, at vi på vores 10. år fandme havde udsolgt den 31. marts. Og udsolgt i den henseende, at vi jo er ude på Refshaleøen, og at vi ikke kan udvide særligt meget mere. Vi har jo ikke en græsmark et eller andet sted, hvor vi bare kan flytte hegnene. Der er hvad der er, og vi kan simpelthen ikke klemme et menneske mere ind derude. Det er fandme en vild ting, at vi har bygget et event op, som folk rigtig gerne vil til. Det synes jeg virkelig er vildt. Og så koncertmæssigt; Lamb Of God i 2012, det var eddermame vildt!

Foto: COPENHELL

Hvordan tror du vi kommer til at se COPENHELL udvikle sig de kommende ti år?

Vi er jo ude på Refshaleøen, og det vil vi være i de fremtidige år, så lang tid vi kan. Det jeg tror vi gør nu, er at vi udvikler på vores festival og gør den skarpere på alle måder vi kan. Alt fra grafikken til musikken, til pladsen, til forhold og mad og drikke og så videre, og så ellers blive ved med at få gode idéer. Jeg tror, vi gerne vil fortsætte med at have den størrelse, vi har nu, og så håber vi selvfølgelig, at publikum følger med og bliver ved med at købe billetter til vores event. Og så er det klart, at hvis Refshaleøen skal bygges om eller laves om til noget andet, så må vi jo finde ud af hvad vi gør. Men det er jo uvist – det kan man jo ikke spå om.

COPENHELL finder sted på Refshaleøen i København fra den 19.-22. juni.