Her er de første certificerede tilgængelige musikoplevelser

Nyheder – 17 juni 2017

Det bliver nemmere end nogensinde at finde musikoplevelser på spillesteder og hos festivaler, hvor der er tænkt på tilgængeligheden.

Det sikrer Volue og Dansk Live gennem en ny mærkningsordning, der har givet tolv danske spillesteder og festivaler certifikation på deres flotte indsatser for en livemusik for alle. 

Smukfests registrering tikkede hurtigt ind. Talsperson Poul Martin Bonde udtaler sig entusiastisk:

”Vi er meget glade for, at den indsats vi har lavet igennem snart mange år, viser sig at være så god, at den ligefrem er til guld. 

At vi oven i købet er de første der får certifikatet er en stor glæde – og ikke mindst noget godt, at kunne sende videre til vores dedikerede frivillige og de samarbejdspartnere vi har på området.”

Her er altså tale om tolv organisationer, der går forrest for tilgængeligheden. 

De elleve spillesteder og festivaler er Musikhuzet, Forbrændingen, Spillestedet Harder’s, Sønderborghus, RADAR, STARS, Gimle, Spillestedet Thy, Roskilde Festival, Grøn, Smukfest, og Sølund Musik Festival.

Organisationerne er blevet certificerede ved at registrere, hvor mange af Volues anbefalinger de lever op til. Det tager kun fem minutter at lade sig registrere og kan gøres her. 

Om det positive arbejde med tilgængeligheden fortæller Poul Martin Bonde: 

”Som med den øvrige festival, kræver også tilgængelighedsindsatsen både et stort engagement fra alle der er involveret i området - og løbende, konstruktiv og kritisk feedback fra brugerne. Det samspil bliver vi bedre af. 

Vi vil gerne være en festival for alle – og med plads til alle, så certificeringen her er jo om ikke andet et synligt bevis på, at vi er nået et stykke af vejen.”

Volues anbefalinger er spillestedernes og festivalernes pejlemærker for at komme tættere på løsninger, der giver fysisk adgang og positiv genklang. Samtidig er de let afkodelig information for de mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, der ønsker at besøge dem. 

Når anbefalingerne er opfyldt til henholdsvis bronze, sølv eller guld opnås et Volue-mærke til hoveddør og hjemmeside, der skal fornys årligt.

Anbefalingerne dækker handicappolitik, kommunikation, billetkøb, fysiske rammer, medarbejdere & sikkerhed, og CSR til at inkludere flere glade publikummer, og kan findes her.