Genstartsteamet præsenterer idékatalog til genstart af kultur- og idrætslivet

Nyheder – 26 februar 2021

Kultur- og idrætslivets genstartsteam præsenterer sine initiativer for kulturministeren, der skal få branchen igennem krisen og videre fra den alvorlige situation, som området står i.

Igennem de seneste måneder har genstartsteamet for kultur- og idrætslivet, arbejdet for at finde løsninger på genstarten af disse områder. Teamet består af ti medlemmer, og fokus har været på at give politikerne konkrete og brugbare værktøjer til at hjælpe den nødlidende branche.

Teamet har udarbejdet både en situationsbeskrivelse, der peger på de væsentligste udfordringer, som branchen står over for i lyset af COVID-19, og en rapport med forslag til konkrete initiativer. Initiativerne fokuserer på løsninger her og nu, men præsenterer også en række langsigtede anbefalinger, der skal sikre en sikker genstart af kultur- og idrætslivet.

En langsigtet og differentieret genåbningsplan

Anbefalingerne blev fredag d. 26. afleveret til Kulturministeren, og Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live og medlem af genstartsteamet, håber på, at idékataloget hurtigt omsættes til konkrete initiativer.

”Vi har i genstartsteamet givet en række anbefalinger til initiativer der kan hjælpe kultur- og idrætslivet i gang igen efter den lange nedlukning og krise. Nu skal både ministeren og ordføreren så gå anbefalingerne igennem og beslutte sig for, hvad de vil prioritere” fortæller Esben Marcher og fortsætter

“Vi har gået efter brede, favnende forslag, som kan gavne alle aktører, hvilket jo naturligvis gør, at anbefalinger ikke nødvendigvis er direkte rettede mod livearrangører. Jeg synes dog, det er positivt, at SAFE-projektet om test af kvik-tests er med i anbefalinger, ligesom det er positivt, at der er fokus på at skubbe på innovationen i kulturen og idrætten.”

Læs genstartsteamets anbefalinger til genstart af kultur- og idrætslivet

Læs genstartsteamets rapport om kultur- og idrætslivets udfordringer