Festivalerne mangler fortsat kompensation for 2020

Nyheder – 09 juni 2021

Foto: Kim Matthäi Leland

Næsten 75 procent af de danske festivaler mangler fortsat af få kompensation for sidste års aflyste arrangementer. Det viser en rundspørge, som Dansk Live har lavet blandt sine medlemmer. Den manglende kompensation er en tikkende bombe, der i værste fald kan fjerne festivaler fra det danske festivallandskab.

Sidste år blev alle sommerens arrangementer aflyst på stribe, herunder også Danmarks mange festivaler. Et økonomisk sikkerhedsnet, der skulle sikre overlevelse for de berørte parter, blev dog bredt ud, og det skabte tryghed i en ellers usikker situation.

Hjælpepakker, kompensationsordninger og aktivitetspuljer blev hurtigt rullet ud, og mange milliarder er godt 15 måneder blevet udbetalt til virksomheder og organisationer. Og det har reddet mange jobs og virksomheder.

Helt så positivt ser det dog ikke ud, når man kigger ind i det danske festivalland. En rundspørge blandt Dansk Lives medlemmer viser, at kun knap hver fjerde festival har modtaget kompensation for 2020’s aflysninger.

75 procent af festivalerne melder således, at de fortsat mangler at modtage enten hele eller dele af kompensationen, og at de fortsat mangler tilkendegivelse for, om de overhovedet kan regne med at få dækket deres omkostninger fra 2020.

At så mange festivaler fortsat ikke har modtaget kompensation, ryster Dansk Lives sekretariatschef Esben Marcher, der frygter, at det kan få uigenkaldelige konsekvenser for det danske festivallandskab. Især, når størstedelen af festivalerne endnu engang er aflyst.

”Vi ser ind i anden sommer i træk, hvor festivalerne bliver aflyst. Og at så mange festivaler endnu ikke har set skyggen af kompensation fra sidste år, betyder jo, at de lige nu lever på bankernes og kreditorernes nåde. Og det er naturligvis helt uholdbart.”

Der blev d. 15. marts opnået enighed om en en kompensationsmodel for 2021.