Koncert- og festivalbranchen i fælles debatindlæg: Vi har brug for en ny rytme for 2021

Nyheder – 03 december 2020

Foto: Kim Matthai Leland

Bragt i Politiken torsdag 3. december 2020


Af: Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival, Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest, Brian Nielsen, direktør for Tinderbox og Northside samt Jesper Christensen, direktør for Live Nation.

Konsekvenserne for de store festivaler, koncerter og arrangementer kan blive store, hvis begivenhederne i 2021 også bliver aflyst. Men festival- og koncertbranchen mener, der er en sundhedsforsvarlig vej frem. For at nå hele vejen har vi brug for politisk opbakning og ørenlyd.

På et almindeligt år har vi i festival- og koncertbranchen glæden af at sælge 1,7 millioner billetter til koncerter på spillesteder rundt om i landet. Vi sælger mere end 1,1 millioner billetter til sommerens mange musikfestivaler og yderligere 4,3 millioner billetter til koncerter arrangeret af foreninger, organisationer eller lokale bands i forsamlingshuset.

Coronasmitten har dog skabt en ny virkelighed, hvor vi har været hårdt ramt og ikke kunne skabe oplevelser for noget nær det antal mennesker, vi plejer. Det var en nødvendighed, fordi vi skulle passe på os selv og hinanden. Det bakker vi op om.

2021 behøver ikke blive som 2020
Men rytmen fra 2020 behøver ikke fortsætte i 2021. Vi skal have fundet løsninger på, hvordan vi kan leve i et samfund med corona. Vi ved mere om virussen nu, end vi gjorde i pandemiens første bølge: Behandlingsmulighederne er bedre, testmulighederne bedre og vacciner er på vej. Det er blevet tid til, vi tænker og går sammen på tværs af fagligheder for at finde de gode løsninger til, hvordan vi igen – når tid er - kan samles i fællesskaber og løsne op for restriktionerne.

Her kan vi som festival- og koncertarrangører bidrage, ikke alene i forhold til vores egne begivenheder, men i forhold til hele samfundet. Som branche har vi den ekspertise, der skal til, når store forsamlinger skal håndteres trygt og sikkert.

Vi mener, vi med vores arbejde kan bidrage til, at andre sektorer og brancher vil få bedre muligheder for at vende tilbage til deres normale rytme og aktivitetsniveau.

Vi har brug for politisk opbakning
Befolkningens, sundhedsmyndighederne og regeringens støtte, prioritering og samarbejde er dog afgørende. Kun med jeres hjælp er det muligt at få et aktivt og levende festival- og koncertliv i 2021.

Vi er i dialog med Kulturministeriet og andre relevante myndigheder. Det er vi glade for. Men vi skal arbejde hurtigere og mere struktureret på tværs af fagligheder, hvis vi skal blive klar til den kommende sæson.

I den forbindelse har vi selvfølgelig fulgt arbejdet med at give tilladelse til afholdelse af EM i Håndbold, og vi glæder os på håndboldens vegne og over at hurtigtest til screening er en del af en større plan for gennemførelse, hvor det offentliges testkapacitet tages i brug før, under og efter arrangementer.

Vi arbejder på tilsvarende model som EM i Håndbold, hvor hurtigtest til screening er en del af en større plan. Vi føler, vi har et ansvar for sikre, det sker. Et ansvar, som rækker ud over os selv.

Vi har et ansvar over for de hundredtusinder af billetindehavere samt de mange artister, store og små leverandører og frivillige organisationer, som har deres primære indtægt hos os.

Og vi skylder det samlede festival- og koncertliv at komme i mål. Det har taget årtier at opbygge den stærke festivalkultur, vi har i Danmark. Miljøerne og kreativiteten, vi som organisationer har skabt i al vores forskellighed, risikerer at blive tabt i coronakrisen.

Derfor appellerer vi til politisk opbakning. Vi kan udelukkende komme i mål med deres hjælp, viden og tålmodighed, når vi udvikler og afprøver nye formater. Vi har behov for jeres tiltro til, vi i Danmark kan lykkes med at bane vejen og løse denne store opgave.

Med den tillid er vi overbevist om, at vi kan finde den rigtige rytme og igen samle mange mennesker til en dans, der ikke handler om corona, men om at mødes i glæden over musikken, fællesskabet og livet.