Interview: Få inspiration til at optimere din kommunikationsstrategi på Efterårseminaret

Nyheder – 09 oktober 2019

Louise Vidkjær, Kulturværftet og ejer af SMV Konsulent

Lørdag den 26. oktober kan du på sporet, ’Tre veje til bedre kommunikation’, høre tre oplægsholdere give inspiration til din markedsføringsstrategi. En af dem er Louise Vidkjær, Kulturværftet og ejer af SMV Konsulent. Vi har talt med Louise om, hvad deltagerne kan forvente af hendes oplæg.

Tre kommunikatører giver dig inspiration til at optimere din kommunikationsstrategi på ’Tre veje til bedre kommunikation’, der finder sted lørdag den 26. oktober på Efterårsseminaret. Julie Blumensaat, partner i marketing- og PR-bureauet, BluRu, og tidligere Head of PR & Social Media i Legoland Billund, giver en indføring i den seneste udvikling indenfor kommunikation. Herefter vil Mediekoordinator på Smukfest, Randi Rehmeier, fortælle om festivalens kommunikationsstrategi og præsentere cases fra årets festival. Til sidst fortæller analytiker og forretningsudvikler, Louise Vidkjær, fra Kulturværftet og ejer af SMV Konsulent, hvordan man bruger data som styrings- værktøj til at tiltrække det ønskede publikum.

Vil du starte med at fortælle kort om dig selv?

Jeg arbejder som salgs- og forretningsudvikler på Kulturværftet i Helsingør og som freelance-konsulent med små- og mellemstore virksomheder som speciale. Jeg er meget optaget af at berige folks liv gennem kultur og oplevelser ved at innovere, hvordan kulturinstitutioner og private virksomheder i oplevelsesøkonomien ’do business’. Derudover brænder jeg for at værdisætte kulturens effekt for individet og lokalsamfundet såvel som for nationaløkonomien.

Du besøger Dansk Lives Efterårsseminar i forbindelse med sporet, ‘Tre veje til bedre kommunikation'. Hvad kommer du lidt mere konkret til at fortælle om?

Med speciale i Business Intelligence & Analytics er min tilgang til kommunikation, salg og markedsføring datadrevet. Men for mange er det et uoverskueligt og diffust projekt at kaste sig ud i. Eller er det? Jeg kommer med en case fra Kulturværftet, hvor vi meget lavpraktisk gennemgår nogle eksempler på, hvordan vi bruger lettilgængelige data som styringsværktøj.

Er der noget deltagerne med fordel kan overveje, inden de deltager i ‘Tre veje til bedre kommunikation'?

Jeg er med hele dagen, så fang mig, hvis I har brug for konkret sparring.

Hvad håber du deltagerne i ‘Tre veje til bedre kommunikation' vil tage med sig efter seminaret?

Jeg håber, at deltagerne kommer hjem med en appetit og mod til at starte data-drevne beslutningsmodeller. Husk at få mit white-paper med hjem med links og råd til, hvordan man som mindre kulturinstitution kommer i gang med BI&A.

'Tre veje til bedre kommunikation' finder sted lørdag den 26. oktober mellem 13:30-15:00 i Spillestedet.

Dansk Lives Efterårsseminar finder sted på Tøjhuset og Ungdommens Hus i Fredericia den 25. og 26. oktober. Læs mere om Efterårsseminaret og tilmeld dig her.