Dansk Live søger student til dataindsamling, analyse og kommunikationsopgaver

Nyheder – 15 maj 2018

Dansk Live søger en engageret studentermedhjælp i en tidsbegrænset stilling til sekretariatet i København. Vi er interesseorganisation for landets mange spillesteder og festivaler og i sekretariatet på Vesterbro er vi 3 fuldtidsansatte. Sammen arbejder vi for at styrke liveområdet og sikre landets koncertarrangører gode rammer og fornuftige vilkår.

Til sekretariatet søger vi en studentermedhjælp til ansættelse hurtigst muligt i en tidsbegrænset stilling, ca. 15 timer om ugen, frem til årets udgang. Arbejdet vil som udgangspunkt have fokus på følgende hovedområder:

  • Indhentning og analyse af data fra Dansk lives medlemmer
  • Diverse kommunikationsopgaver website, indholdsproduktion og Social Media
  • Mindre opgaver fx i forbindelse med afvikling af seminarer mv.


Gennem arbejdet vil du få et godt kendskab til en række væsentlige koncertarrangører i Danmark og et indblik i arbejdet med at styrke liveområdet, både overfor relevante beslutningstagere og blandt medlemmerne. Vi håber desuden, at du vil kunne bruge stillingen som et relevant input til dit studiearbejde eller som et afsæt til en videre karriere.

Vi forstiller os, at du læser på en videregående uddannelse og har lyst til og gerne erfaringer med at indsamle og bearbejde data og statistik. Du må desuden gerne have gode kommunikations- og formidlingsevner og kunne arbejde med sociale medier.

Konkret bliver dit job at indsamle data hos vores medlemmer i forhold til deres aktiviteter, publikum og økonomi i det forgangne år, samt bistå i udviklingen af en ny rapport på området. Her vil et analytisk mindset og erfaring med Excel være en klar fordel, men det er mindst lige så vigtigt, at du har mod på at følge direkte op på ubesvarede henvendelser. Undervejs vil du også skulle bidrage til at skrive artikler til og udvikle vores eksisterende website, og derfor gerne have en forståelse for at arbejde med CMS-systemer. Endelig vil du løbende kunne indgå i sekretariatets opgaver, fx i forhold til at gennemføre Dansk Lives efterårsseminar.

Har dette vakt din interesse, så send en kort ansøgning til student@dansklive.dk og vedhæft gerne et kort CV samt eventuelt relevante eksamensresultater. 

Ansøgningen skal sendes senest tirsdag d.5. juni 2018.

Du kan læse mere om Dansk Live på www.dansklive.dk og har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte administrator Michael Nymann Folmer på michael@dansklive.dk