Dansk Live søger politisk & administrativt anker

Nyheder – 04 januar 2021

Vil du være med til at gøre en afgørende forskel for de danske spillesteder og festivaler? Dansk Live søger en ny kollega som skal være politisk og administrativt anker for Dansk Lives sekretariat og medlemmer, som er danske spillesteder og festivaler.

I funktionen som ansvarlig for politik, medlemmer og administration sikrer du den faktuelle ballast til sekretariatets arbejde, indgår i samarbejdet og dialogen med myndigheder og er i løbende dialog med medlemmer.

Jobbet - det får du

Stillingen er en spændende og alsidig størrelse og to dage er sjældent ens. Din rolle indebærer:

  • Politik og myndigheder: 35%

Du overvåger politiske områder med relevans for livearrangører og udarbejder materiale så som høringssvar og henvendelser til politikere og myndigheder. Du har kendskab til det politiske system, herunder høringsprocesser og samspillet mellem ministre, politikere, ministerier, styrelser mv.

  • Medlemsservice, økonomi og IT: 35 %

Primær kontakt til vores medlemmer. Du skal brænde for at yde service til medlemmerne når de henvender sig, samt at holde dem informeret om det, de skal vide.

Du har økonomisk og administrativ forståelse og vil være den daglige kontakt til bl.a. bogholder.

Du er ansvarlig for håndtering af vores IT-systemer i samarbejde med eksterne partnere, så godt kendskab er afgørende. Du er rutineret Excel-bruger og kan fungere som systemadministrator.

  • Statistik og analyser: 20 %

Analyse og struktur, samt formidling af data til både sekretariatet og medlemmer.

  • Projekter og arrangementer: 10 %

Praktisk håndtering og gennemførsel af projekter og interne arrangementer. Du behøver ikke være rutineret udi at planlægge, koordinere og facilitere arrangementer, men du skal have lyst til at engagere dig i at skabe gode seminarer for medlemmerne.

Det prioriteres højt, at vi kender medlemmerne og deres udfordringer. Det betyder, at du er med til de tre årlige seminar-arrangementer og at du løbende besøger medlemmerne. Du kan forvente 10-12 rejsedøgn per år.

Med din person er du motiveret af og evner:

  • At skabe relationer til medlemmer og forstå deres rammebetingelser, kultur, situation og behov.
  • At holde dig ajour ift. de relevante politiske processer, dynamikker og beslutninger.
  • At holde dig ajour inden for områder med relevans for arrangørerne, herunder sikkerhed, arbejdsmiljø, bæredygtighed, bygningsreglementer mv.
  • At arbejde struktureret, systematisk og grundigt med detaljefokus og kvalitet.

Derudover sætter du pris på en dynamisk hverdag, hvor ikke alt kan planlægges og du trives ved at supportere kolleger i dagligdagen.

Du vil referere til Sekretariatsleder Esben Marcher. Sekretariatet består pt af 3 personer og skiftende projektansatte og praktikanter.

Dansk Live

Dansk Live er en politisk interesseorganisation, der taler koncert- og festivalarrangørernes sag over for politikere, myndigheder og andre relevante aktører.

Dansk Live rådgiver livearrangørerne, så festivaler og spillesteder står stærkere over for både offentlige og private samarbejdspartnere. Gennem seminarer, kurser og konferencer skaber vi rammerne for udvikling, vidensdeling og et stærkt fællesskab mellem livearrangørerne. Vi arbejder for at sikre de bedst mulige vilkår for vores medlemmer. Dels igennem det politiske arbejde og dels igennem en række medlemsfordele samt som forhandlingspart på fælles aftaler med leverandører.

Dagligdagen i vores interesseorganisation er familiær. De ansatte og frivillige hos vores medlemmer bliver ofte tætte relationer og samarbejdspartnere og det er vigtigt for os, at vi rummer alle, høj som lav, stor som lille, i vores arbejde. Vi arbejder engageret, men med en uformel omgangstone, hvor vi prioriterer også at have det sjovt.

Alt det praktiske:

Antal timer om ugen: 37

Arbejdssted: Dansk Live, Gl. Kongevej 11, 5. sal, 1610 KBH V + Hjemmekontor efter aftale

Løn og pension: efter aftale.

Samtaler afholdes den 18. og 19. januar.

Tiltrædelse: hurtigst muligt.

Ansøgning senest d. 11. januar 2021 kl. 10.00.

Pga. af Corona har vi ekstraordinært travlt. Vi har derfor ikke mulighed for at modtage interesseopkald og svare på spørgsmål vedrørende stillingen. Efter ansøgningsfristen udvælger vi en række kandidater til en indledende telefonsnak med Sekretariatschef Esben Marcher. På baggrund af dette inviterer vi til samtaler.

Søg jobbet