Dansk Live og Billetlugen indgår samarbejde

Nyheder – 06 januar 2023

Nyt samarbejde mellem Dansk Live og Billetlugen skal bidrage med viden til udvikling og fremme af billetsalget hos medlemmer af Dansk Live.

Med ambition om at give Dansk Live indblik i nøgletal for billetsalg samt give medlemmer viden om nye tendenser inden for billetsalg og markedsføring, har Dansk Live og Billetlugen indgået nyt samarbejde. Samarbejdet skal fremme og udvikle billetsalget hos medlemmer samt bidrage med essentiel viden om udviklingen på området herunder publikum, forbrugsvaner og tendenser på sociale medier. Endvidere skal samarbejdet være med til at styrke Dansk Lives politiske arbejde.

Netop viden om de nyeste tendenser inden for billetsalg og markedsføring er helt essentielt for at fremme og udvikle billetsalget hos medlemmer af Dansk Live. Jens B. Arnesen, der er administrerende direktør hos Billetlugen, ser frem til at dele den viden med Dansk Live og landets arrangører:

”Vi glæder os til at starte et tættere samarbejde med Dansk Live og alle medlemmerne. Vi har de seneste år arbejdet målrettet på at omsætte vores omfattende data til viden om tendenser og markedsføring. Med det som udgangspunkt ser vi frem til at bidrage med analyser, indsigter og konkrete sessions, der kan understøtte billetsalget”, siger han.

Også Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, glæder sig over samarbejdet og vurderer, at Dansk Lives medlemmer gennem samarbejdet får adgang til vigtige inputs til billetsalg og markedsføring af koncerter og festivaler:

Vi er glade for at indgå samarbejde med Billetlugen, og vi ser frem til at både vi og medlemmerne kan lære noget nyt, som kan fremme og udvikle billetsalget. Derudover er det også et stort aktiv at have adgang til den viden Billetlugen deler med os, når vi taler arrangørernes sag som en del af vores politiske arbejde”, siger han.

Billetlugens aktiviteter for medlemmer af Dansk Live annonceres løbende.