Dansk Live kickstarter rejsehold for diversitet

Arrangementer – 13 maj 2019

Dansk Live arrangerede under SPOT Festival en paneldebat med fokus på strategier mod en mere mangfoldig musikbranche. Debatten var baseret på De Syv Anbefalinger, der blev udformet i forbindelse med Dansk Lives indsats for Diversitet og Talentudvikling fra 2018.

Formålet med debatten var en konstruktiv snak om, hvorvidt mangfoldighed kan give strategiske fordele og nye kompetencer blandt musikbranchens organisationer, spillesteder, festivaler og virksomheder. Blandt de deltagende panelister var der repræsentanter og aktører, der arbejder med mangfoldighedsprocesser fra flere forskellige perspektiver. Paneldeltagerne var projektleder ved Tuborgfondet - Audrey Townsend, daglig leder ved spillestedet Alice - Piet Breinholm, køns- og uddannelsessociolog - Cecilie Nørgaard samt næstformand på Tønder Festival - Poul-Henrik Jensen.

Paneldebatten tog udgangspunkt i indsatsen, Diversitet og talentudvikling, som Dansk Live igangsatte i 2018. Formålet med indsatsen var at understøtte en fremtidig mangfoldig livesektor, og undersøge muligheder og udfordringer i denne proces. Her blev der udformet syv anbefalinger til at sikre en mere mangfoldig organisation.

Tønder Festival oplever succes med mangfoldighedsstrategier

Panelet tog hul på debatten med en snak om, hvordan mangfoldighed defineres og manifesteres hos de respektive panelister. Her blev det især fremhævet, hvordan man som musikaktør bevidst skal tænke mangfoldighedsstrategi ind i alle fællesskaber, hvad enten det er blandt frivillige eller publikum. Poul-Henrik Jensen fra Tønder Festival fortalte blandt andet om, hvordan mangfoldighed er centralt i festivalens strategi for at udvikle sig som festival. Her var argumentet, at man som aktør, bør se sig selv som en del af et større civilt samfund, snarere end som enkeltstående koncertarrangør. Herigennem kan man påvirke samfundet positivt gennem sit virke som festival- og koncertaktør.

Blandt succeshistorierne hos Tønder Festival fortalte Poul-Henrik om, hvordan asylansøgere fra lokalområdet, var en del af festivalens team af frivillige under festivalens opbygning. Et tiltag, der har været populært blandt flygtninge iasylcenteret i Hviding, samtidig med at det har givet festivalen mulighed for at danne bredt funderet frivilligfællesskaber.I 2019 var Tønder Festival samtidigt den første danske festival til at tilslutte sig den europæiske initiativ Keychange, der arbejder for ligestilling på de europæiske livescener. Begge tiltag er en del af et generelt mål om at implementere FN’s verdensmål i den nye strategi for festivalen.

Fællesskaber på tværs af kultur

Piet Breinholm fra spillestedet Alice fortalte om en lignende tilgang i målet om at skabe et genreneutralt og kulturelt mangfoldigt spillested. Han pegede blandt andet på vigtigheden at, at man som arrangør tænker i mangfoldighed, for at koncerter og festivaler kan skabe fællesskaber på tværs af publikums forskellige baggrunde. Spillestedet fik da også det kønsneutrale navn Alice for ikke at danne barriere mod skabelsen af åbne og brede fællesskaber blandt frivillige og publikum.

Netop ønsket om at støtte organisationer, foreninger og andre fællesskaber i arbejdet for at repræsentere et mangfoldigt civilsamfund, er årsagen til at Tuborgfondet i 2019 lancerede sit nye indsatsområde med fokus på at understøtte mangfoldige fællesskaber. Audrey Townsend kunne fortælle om flere succesfulde mangfoldighedsprojekter herunder Festival for Fællesskab, der blev dannet af fire unge piger i Tingbjerg. Formålet var gennem festivalen at skabe fællesskaber på tværs af unge uanset baggrund. og projektet endte med at blive langt mere besøgt end forventet. Det mangfoldige fokus skabte en åbning ud til et lokalområde, hvor alle kunne føle sig velkomne. Audrey forklarede, hvordan det er essentielt, at vi i foreningsliv og kultursektor aktivt arbejder for at afspejle samfundets diversitet og mangfoldighed.

Mangfoldighed kræver mod

Alle i panelet kunne blive enige om, at mangfoldighed er en god idé, men det blev samtidigt påpeget, at omstillingsprocessen mod en mere mangfoldig organisation, tager tid og kræver mod. Det handler om at gå forrest og tænke mangfoldighed i sin bestyrelse, sine udvalg, blandt sine frivillige og i selve organisationens identitet. Piet Breinholm forklarede, at en ligelig fordeling blandt køn og etnicitet i nogle tilfælde handler om helt konkret at træffe svære beslutninger. Dette understøttede Cecilie Nørgaard og forklarede, at der er ingen nemme genveje til kulturforandring. Det kan være svært at gå imod normen, og fokusere målrettet på at understøtte kvinder og danskere med anden etnisk baggrund på livescenen, når man af kritikere beskyldes for at gå på kompromis med kvaliteten.

En måde at ændre dette på, er at arbejde med holdningsændring i samfundet. Denne ændring kan komme både nedefra blandt de frivillige, men bør også igangsættes oppefra af ledelse og bestyrelser. Tidligere er det set, hvordan normer er blevet ændret omkring ellers grundlæggende vaner hos danskerne. Her nævnte Piet Breinholm for eksempel, hvordan rygning er blevet udfaset hos danske spillesteder, selvom man engang anså det som værende utænkeligt. Det kan lyde uoverskueligt, at skulle ændre samfundsnormer og stå på mål for forandringsprocesser, men panelet anbefaler, at små skridt er vejen frem.

For Tønder Festival har et fokus på mangfoldighed gennem længere tid på scenen, blandt frivillige og ansatte givet resultater. Fra at være et arrangement, der for 10 år siden havde et aldrende publikum, blev festivalen i 2018 udsolgt, og publikum er samtidigt blevet væsentligt yngre. For Poul-Henrik Jensen er det et tegn på at implementeringen af mangfoldighedsstrategier virker, og værdiændringen er med til at tiltrække nye publikum. Mangfoldighed er ikke blot et tidsbestemt sideprojekt i HR-afdelingen. Det bør snarere ses som en permanent holdningsændring i hverdagen og en del af organisationens identitet.

Inspiration fra succeshistorier i andre brancher

I samme ombæring diskuterede panelet, hvorvidt musikbranchen kan lade sig inspirere af andre sektorer i samfundet. Cecilie Nørgaard har gennem sit arbejde i virksomheden Mangfold været i berøring med både erhvervsliv og kultursektor. Hendes erfaring fra erhvervslivet er, at beslutningsprocesser kan højnes ved at fokusere på mangfoldighed blandt ansatte, bestyrelser og i ledelse. Erhvervssektoren har i en årrække fokuseret på gevinster og strategiske fordele ved at implementere mangfoldighed, og har bevist at mangfoldighed kan skabe bedre resultater på bundlinjen og samtidigt højne virksomheders evne til at træffe effektive beslutninger. Audrey Townsend nævner også at Tuborgfondets samarbejde med erhvervslivet har vist at mangfoldighed skaber muligheden for at dække flere vinkler og tage højde for flere forandringer på et dynamisk marked. Derfor er det svært at komme udenom, at musikbranchen er bagud og kan lære meget, når det kommer til implementeringen af mangfoldighed.

Paneldebat som opstart på rejsehold for diversitet

Paneldebatten sluttede med en opfordring til, at flere af musikbranchens aktører kaster sig ud i at bruge mangfoldighedsstrategier i deres organisation. Der er mange uforløste kompetencer og nye potentialer at hente, og en mangfoldig tankegang hos festivaler, spillesteder og organisationer er essentielt for at være relevant i en dynamisk musikbranche og for at kunne tiltrække fremtidens publikum.

Tankegangen om at arbejde med mangfoldighed skal ikke være et mål i sig selv, men et middel til fortsat kunstnerisk og strategisk udvikling i musikbranchen. Paneldebatten er samtidigtopstarten på Dansk Lives rejsehold for diversitet, der i maj måned vil besøge musikaktører på tværs af Danmark. Her skal det konkretiseres, hvordan mangfoldighed bedst implementeres hos de enkelte festivaler og spillesteder, samt hvilke kompetencer hentes ved at tænke i mangfoldighed. Rejseholdet består af uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard, projektleder Alexander Rastén samt Dansk Lives sekretariatschef Esben Marcher.

Debatten fortsætter

Rejseholdet vil i maj besøge en række spillesteder rundt omkring i Danmark, hvor diskussionen fortsætter:

Rejseholdet besøger:

Alice i København mandag d. 20. maj

Godset i Kolding tirsdag den 21. maj

Harders i Svendborg onsdag den 22. maj

Huset i Hasserisgade torsdag d. 23. maj.

Programmet løber alle dage fra 16.00 til 18.15.

Læs mere om arrangementerne her.