Corona kræver sit første spillestedsoffer

Nyheder – 02 september 2020

Det legendariske spillested Jazzhus Montmartre afholdte sin sidste koncert i huset i lørdags. Grundet coronakrisen har man ikke kunne drive stedet med begrænset kapacitet, og man har derfor taget beslutningen om at opsige alle medarbejdere og lejemålet i Store Regnegade.

Jazzhus Montmartre indstiller alle koncerter. Dette har Montmartre i dag offentliggjort i en pressemeddelelse. Denne beslutning er blevet truffet på baggrund af de nye corona-regler og hjælpepakker, der ikke gør jazzklubben i stand til at overkomme krisen.

“Vi begræder situationen, men det er ikke muligt for os at drive huset på det ønskede niveau med indtægterne fra kun 35 billetter mod normalt 85 pladser. Vi havde håbet, at staten ville komme med en større hjælpepakke, som kunne afværge situationen, men det netop indgåede forlig er for lidt og for sent. Det er trist set i lyset af, at Montmartre satte rekord i besøgstal op til corona-krisen, siger husets adm. direktør, Jonas Dyrved.”

Jazzhus Montmartre har siden 1959 sat København på jazzens verdenskort med 230 koncerter og 12-14.000 publikummer årligt, men åbnede lørdag den 29. august dørene for stedets sidste koncert.

“Situationen er meget kritisk for mange spillesteder, og restriktionerne umuliggør i tilfælde som Montmartre rentabel koncertdrift. Det er meget beklageligt. I Dansk Live arbejder vi for at sikre en nuanceret tilgang til at undgå smittespredning og målet er at sikre at der ikke er flere spillesteder der må indstille driften.” udtaler Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.

Pressemeddelelsen kan læses her:
http://jazzhusmontmartre.dk/info-om-corona-virus.html