Bred alliance med appel til ministre: Stop billethajerne!

Nyheder – 10 april 2018


Forbrugerrådet Tænk går sammen med over 100 danske spillesteder, festivaler, sports- og koncertarrangører og autoriserede billetsalgssteder i fælles alliance mod uautoriserede billetbørser. Alliancen kræver, at politikerne tager billethajernes ulovlige salg af billetter til overpriser i Danmark seriøst og får det stoppet.

Viagogo og flere andre uofficielle billetbørser har i årevis markedsført billetter til koncerter og kulturelle arrangementer til danske forbrugere til overpris, selv om det er i strid med dansklovgivning.

Det har efterladt danske forbrugere med alt for dyrekøbte billetter, som i flere tilfælde oveni købethar vist sig at være ugyldige eller falske.
Nu har en lang række festivaler, spillesteder, sports- og koncertarrangører og billetudbydere fået nok. Når uautoriserede billetbørser i årevis har snydt danskere for tusindvis af kroner, må politikerne på banen, siger Anja Philip som er formand i Forbrugerrådet Tænk.

”Vi får igen og igen henvendelser fra frustrerede forbrugere, som føler sig magtesløse over for Viagogo, og som vil have at vide, hvad de kan gøre for at annullere deres køb og få deres penge tilbage. Men på trods af stribevis af politianmeldelser og folketingsspørgsmål, fortsætter disse organiserede billethajer, og der er desværre ikke mange muligheder for dem, der bliver snydt for at få deres penge igen, blandt andet fordi firmaet ligger i Schweiz. Derfor går vi sammen med festivaler, koncertsteder og billetbureauer og appellerer til regeringen om at komme ind i kampen
mod de ulovlige billetbørser,”
siger Anja Philip.

Publikum risikerer at gå forgæves
Hos danske festivaler og koncertsteder har man i lang tid måtte se til, mens uautoriserede
billetsælgere sælger billetter til overpris og samtidig oplever festivaler og koncertsteder, at de må afvise frustrerede og ulykkelige koncertgængere ved døren, fordi den billet, som de har betalt overpris for, viser sig at være ugyldig.

”At det overhovedet er tilladt for internationale virksomheder at drive forretning på den her måde,og at politiet ikke kan gøre andet end at notere publikums henvendelse ved de her sager, er i høj grad kritisabelt,” siger Esben Marcher, som er sekretariatschef i Dansk Live, interesseorganisation for mere end 100 festivaler og spillesteder.

Roskilde Festival advarede mod Viagogo tilbage i 2010, Aarhus Musikhus meldte i 2011
virksomheden til politiet, og senest i 2017 politianmeldte Smukfest, Viagogo og firmaet Stubhub, som også markedsfører billetter på dansk, der sælges til overpriser.
Men trods adskillige politianmeldelser fra både billetbureauer, festivaler og almindelige forbrugere fortsætter ulovlighederne.

Derfor har alliancen med Forbrugerrådet Tænk i spidsen nu sendt et brev til justitsministeren, erhvervsministeren og kulturministeren med en appel om at gå ind i sagen. ”Vi synes ikke, at politikerne kan tillade sig at lade ulovlighederne fortsætte år efter år. Når billetterne tilsyneladende organiseret bliver opkøbt i stort antal for at blive solgt videre til overpris eller bliver solgt flere gange, begrænser det almindelige menneskers mulighed for at få adgang til koncerter, festivaler og kulturarrangementer. Derfor har vi nu sendt et brev til de relevante ministre, hvor vi kræver politisk handling, så vi kan få stoppet billethajernes ulovlige videresalg til overpriser og snyd med falske billetter i Danmark,” siger Anja Philip.

Alliancen bag brevet består af: Billetlugen A/S, Copenhell, Dansk Live – interesseorganisation for over 100 festivaler og spillesteder, F.C. København, Haven Festival, Heartland, Live Event Aarhus, Live Nation Danmark, NorthSide, Roskilde Festival Smukfest, Ticketmaster Danmark, Tinderbox.