Andelen af unge gæster til koncerter stiger

Nyheder – 01 september 2022

Foto: Bork Havn Musikfestival

Fra 2019 til 2022 er andelen af unge, der går til koncerter, steget markant. Det viser Kulturvaneundersøgelsens seneste måling. Udviklingen tegner positivt for livemusikkens fremtid, mener Dansk Live.

Andelen af de 16-24-årige, der har været til koncert i 2. kvartal af 2022 er steget markant i sammenlignet med samme periode i 2019.

Det viser Kulturvaneundersøgelsens måling fra andet kvartal 2022. Målingen viser, at 38 pct. af de unge havde været til koncert i perioden, hvilket er markant flere sammenlignet med målingens øvrige aldersgrupper. Den seneste måling viser samtidig en stigning på 13 procentpoint i andelen af koncertgængere inden for denne aldersgruppe sammenlignet med 2019.

Udviklingen er yderst glædelig og tegner positivt for livemusikkens fremtid. Det mener Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live:

De yngste koncertgæster er jo det publikum, som er med til at sikre, at vi udvikler os som arrangører. At de unge efter flere år stort set uden koncerter og livemusik er så stærkt repræsenteret blandt publikum på festivaler og til koncerter, tegner yderst positivt for livemusikkens fremtid”, siger han.

For Esben Marcher viser målingen også, at livearrangørerne ikke behøver at være så bekymrede for, om de unge gider at gå til koncerter, som der hidtil har været lagt op til:

Der har generelt bare været virkelig meget snak om den yngste gruppe af koncertgæster under og efter corona. Både kulturaktørerne selv, men også medierne, har diskuteret, om de unge gider at gå til koncerter efter corona, og om de overhovedet kan finde ud af det. Festivalsæsonen har vist os, at de unge godt ved, hvordan man opfører sig, og tallene fra Danmarks Statistik underbygger, at lysten til koncerter og festivaler er der. Det er jo overordnet set rigtig godt nyt”, siger han.

At de positive tal ikke nødvendigvis er tegn på, at branchen stortrives er dog en vigtig pointe fra Esben Marcher:

Mange spillesteder oplever pt, at billetsalget ligger lavere end før corona og at publikum køber deres billetter meget sent. Billedet er meget blandet, men tendensen hos mange spillesteder er, at de store og kendte navne godt kan sælge billetter, men at publikum forpligter sig meget sent mens koncerter med de nye og lidt mindre navne ikke har samme søgning som før corona.”

Læs mere om Kulturvaneundersøgelsens seneste måling her.