Aftale om genåbning taber festivalerne på gulvet

Nyheder – 23 marts 2021

Mandag d. 22. marts præsenterede regeringen sammen med hovedparten af Folketingets partier en bred politisk aftale om genåbning af landet. Aftalen har flere gode takter, blandt andet må spillestederne, med brug af coronapas, åbne igen 6. maj. Men spørgsmålet om festivalernes fremtid er fortsat ubesvaret.

Med et bredt flertal i ryggen har statsminister Mette Frederiksen fremlagt sin plan for genåbning af landet over tre faser. Anden fase inkluderer spillestederne, der må åbne igen 6. maj, under forudsætning af brug af coronapas. Coronapasset skal vise, at man enten er blevet vaccineret, har antistoffer eller er blevet testet negativ indenfor 72 timer.

Klare rammer for genåbningen for spillestederne, eventuelle restriktioner og forsamlingsforbud afventer dog stadig, og det gør det principielt umuligt for spillestederne at planlægge efter.

Festivalernes fremtid fortsat uvis

Stort set alle dele af samfundet er inkluderet i genåbningsplanen. Dette gælder dog ikke for de dele af kulturlivet, der samler mange mennesker. Festivaler og andre arrangører af større begivenheder bliver endnu engang sparket til hjørne, og indtil videre må de vente indtil medio april på en ny vurdering. Aftalepartierne har besluttet at nedsætte en ekspertgruppe, der sammen med relevante myndigheder skal komme med forslag til, hvordan store arrangementer og forsamlinger kan holdes forsvarligt.

Meldingen frustrerer en festivalbranche, der allerede er helt i knæ. Og en måned er alt for lang tid at vente på afklaring, fortæller Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, som samtidig understreger, at tiden er ved at løbe ud.

“Vi er selvfølgelig glade for, at spillestederne kan åbne igen til maj. Og det er også positivt, at coronapasset ikke lukker sig om vacciner, men inkluderer antistoffer og brug af test, som vi har presset på for. Men at vi ikke får nogen form for afklaring på festivalernes situation er fuldstændig uholdbart og kan principielt betyde dødsstødet for flere festivaler,” siger han og afslutter:

“Nu regner vi så i det mindste med, at vi bliver inviteret med i ekspertgruppen.”

Læs aftalen for genåbning