Lempede krav til honorarstøttemodtagere
Det bliver fremover mindre tidskrævende for honorarstøttede spillesteder at administrere tilskuddet, da tunge bureaukratiske regler nu er fjernet. Det væsentligste vedrører indsamlingen af musikeres CPR-numre i forbindelse med honorering.
Det har hidtil været proceduren, at spillestedet skal indsamle og holde styr på navn og CPR-nummer på alle optrædende musikere, der honoreres via honorarstøtten. Dette er nu ændret til, at spillestedet blot skal afrapportere de samlede honorarer, antal musikere, entréindtægter, samt antal koncerter på kvartalsbasis.
Dansk Live har længe arbejdet for at få forenklet de bureaukratiske regler. Om lempelserne udtaler Dansk Live’s sekretariatschef Jakob Brixvold: ”Jeg er rigtig tilfreds med, at vi endelig er kommet igennem med vores ønske til tidssvarende afrapporteringsregler, som nu hviler på tillid mellem spillestederne og Kunststyrelsen. Dette har længe været et issue for spillestederne, men også for bookingbureauerne, som vi er gået hånd-i-hånd med i denne sag.”
Yderligere ændringer i forbindelse med afrapporteringen er, at kravet om den interne dokumentation er fjernet i 2011, samt at der ikke skal indsendes årsregnskab for 2011. De samlede instrukser om regnskabs- og revisionsbetingelserne kan findes på Kunst.dk.

Seneste kommentar